Da jeg var hjemme ved far i lørdags for at fejre ham, sagde han at han havde fundet en kasse, som skulle være min.. Jeg er flyttet hjemmefra for længst, og har ikke manglet noget, så jeg tvivlede om det var min.
Men det var faktisk min. En gammel adidas-papkasse, sikkert fra engang jeg købte en fodboldstøvle. Minderne kom bare fældende. Adidas var nemlig en del af min og mine venners hverdag da vi gik i folkeskole.
I papkassen var der mange postkort, breve og forskellige søde postkort, jeg har fået gennem tiden (indtil år 2002) - ej, det var altså sjovt at læse nogen af dem på vej hjem til kbh i toget. Tænk, at jeg glemte alle brevene. Jeg er lidt ærgerlig over, jeg heller ikke fik gemt alle de fax, jeg havde i 9. og 10. klasse. Nogle af pigerne i folkeskolen faxede til hinanden i weekenderne og deler småhemmeligheder med hinanden.
Åh, det var engang, man ikke havde de store bekymringer. Jeg grinte og smilede, da jeg læste alle brevene. Alle de mindre bekymringer eller sjove hemmeligheder, vi havde. Størstedelen af dem handlede om fyrene. Hvem vi kunne lide.
1 kommentar:
Åh ja det var sååå hyggeligt med de små sedler, breve og postkrt, og også fax for den sags skyld ;)
Har også et hel pose, hvist nok på min mors loft. Den skal da snart hentes :)
Send en kommentar