At runde de 30

...Så er jeg blevet 30. Og det er ikke en forskel fra at være 29, og endda 24, for en sags skyld. Jeg har på den seneste tid spekuleret meget på, hvad folk mener med at de er kommet i panik, ved at nærmere de 30 eller at fylde 30 - eller at være i 30érne. Nogen synes at de er for gamle, når de først er i 30érne. For gammel, tænker jeg? Hvad er man så som 75-årig?

Jeg trives rigtig godt og har det godt med mig selv og omgivelserne. Godt nok har jeg mange overvejelser omkring en eventuel kandidatuddannelse eller noget i den retning, men det er så en anden sag. Jeg tror faktisk at jeg har det langt bedre med mig selv end da jeg var 20. For mig betyder alderen intet, blot jeg har det fantastisk og trives med de ting, jeg foretager mig. At jeg er glad. At jeg står op om morgenen og gør glade ting. At jeg har opnået meget i mit korte liv.
Jeg ser ikke ud som en 30årig og det er jeg faktisk glad for. Men det har nu ikke den store betydning. At jeg har klippet alt mit elskede hår af i Australien har intet med at gøre at jeg nærmerede de 30, og at jeg først gjorde det nu, selv om jeg har snakket om det i årevis, men hellere gøre det senere end aldrig.
Det vigtige er, at man trives og hviler sig med selv, for at have det godt og ikke lade sig påvirke med alderen. Har man et godt helbred og godt livsmod + humor, så kan jeg ikke se hvad det er galt med at være 11, 34 eller 67. I New Zealand (og Australien) ser jeg rigtig mange ældre og friske mennesker, der gør ting, som jeg vil ønske at jeg kommer til at gøre når jeg selv bliver ældre. At de kommer op og vandre i et bjerg eller tage på lange bilrejser.

Og så har nogen sagt til / spurgt mig, om jeg ikke snart skal giftes eller have børn, eftersom jeg jo snart fyldte 30. Måske får jeg lyst til det engang. Måske om halvt år, måske om et par år eller aldrig. Jeg kan kun svare på et nuværende tidspunkt - og det er at jeg ikke har lyst og have behov for at gifte mig. Jeg har det meget fint med mit forhold som det er nu. Hvorfor ændre det? Og med hensyn til børn, så har jeg ikke haft den følelse at have lyst til at få dem (ikke endnu...) og så skal jeg jo ikke i gang med det, selv om jeg er 30. Ingen grund til at skynde mig. Jeg har mange år endnu, hvis det skulle ske noget senere i livet. Hvis det ikke kommer til at ske, så er det jo det. Jeg synes at børn er fantastiske og de er bestemt livets gave, men det er nok ikke liiige mig. Jeg har heldigvis søskende, der kan gøre mig til faster (og moster) samt venner der får børn. Er fadder til superskønne Max, og selv om jeg ikke har en rolle i hans liv, og det er Elisas kusine som er gudmor til ham, er jeg alligevel glad for titlen. Jeg er altid glad for at se mine venners dejlige børn, og vil gøre mit for at følge med i deres liv og udvikling. Det er måske ikke alle, det forstår det. Men det er ok. Det skal jeg ikke tage mig af. Så længe jeg selv er tilfreds og trives med det liv, jeg fører lige nu.

Jeg tror at de fleste (måske tager jeg fejl - og forhåbentlig gør jeg det) har en fast forestilling om hvordan en tidslinje i ens liv skal forløbe sig. At fx. være færdiguddannet omkring de 25, at være forældre og gift inden 30 og at være en lykkelig person med det hele inden 35. Sådan foregår det jo ikke. Det sker fordi man selv har lyst og at det er muligt. Man kan umuligt nå alt inden man er 30 - bare fordi der er nogen andre, der har gjort det.