Er det en svær alder? Fordi det er så tæt på at være 18 og vejen til et voksenliv? Er det at være 17 en mellemting?
Jeg kender nogen, som stadig er 17 og sukker dagligt over, at de er 17 og tæller dagene til, de fylder 18. (virkelig, ja!). De vil så gerne kunne gå i byen og få kørekort. Men er det kun det? Er det derfor, de tæller dagene? Eller ligger der andre ting bag desperationen?
Her kom jeg så i tanke om jeg havde selv gjort det, da jeg var 17. Jeg mindes ikke, at jeg længtes så voldsomt efter at blive 18. Godtnok glædede jeg mig til min egen bolig, at være uafhænggig af forældrene, at være selvstændig, at få kørekort, og at gå i byen og alt muligt. Men var jeg desperat? Nej, det synes jeg ikke.
Nu, hvor jeg har været 18 + år i mange år, har jeg sagt til unge mennesker, at de skulle glæde sig over at de ikke er 18 endnu, for det er stadig en dejlig alder, og at de ikke skulle tænke så meget på tingene og penge.
Af og til vil jeg stadig ønske, at jeg kunne være 17 - og bare ligge i sengen en hel søndag og fucker det hele op, for eksempel i dag. Jeg har weekendvagt, og oven i købet så arbejdede jeg på Absalon fra kl. 18.30 til 04.00, så jeg er noget helt død i dag og kunne tænke mig at stene og lade forældrene ordne det hele. Men på den anden side, så er jeg glad for at være i min alder. Lige nu trives jeg, og tænker ikke over at jeg fylder år.
Var I desperate efter at blive 18? Var det godt eller slemt at være 17 år? Kan I huske, da I var 17?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar