10 facts om mig #3

Nu hvor vi byder (desværre!) efteråret velkommen, tænker jeg det må være sin plads at levere lidt facts her på bloggen. Måske kommer der lidt sjov over til jer. 

Følgende facts om mig; 

1. Jeg er en fanatisk dato-nørd. Jeg har det med at huske datoer til bestemte arrangementer eller aktiviteter. Og desuden kan jeg næsten alles fødselsdags datoer. Det skal dog skrives at jeg skal kunne have noget med datoerne at gøre for at huske dem. 

2. I forbindelse med fødselsdags datoerne havde jeg engang haft en plan om at kunne udfylde et års kalender med folks fødselsdage på - så jeg kunne dokumentere at nogen, jeg kender, har fødselsdag hverdag. 

Det er aldrig lykkedes. Af og til overvejer jeg at starte projektet op igen. 

3. Jeg synes at trolde er fede, på den der nuttede måde. Med det høje og seje strithår. Jeg ved ikke hvor det kommer fra. 

4. Som barn elskede jeg citronkage. 

5. Hvis jeg skulle have husdyr, så skal det være kattekillinger. Og så skal killingerne forblive killinger. I min verden bliver de ikke større. Basta. 

6. Jeg kan ikke tage rod hvis det er for rodet. Hvis rod er pænt eller i orden, er det fint nok for mig. Især er rod i skabene ikke til at holde ud, så jeg er egentlig glad for at skabene findes. 

7. Jeg kan bedst lide at gennemse reklamer i originale blade. Ikke på appen eller på internettet selv om det er praktisk og mindsker miljøsvineriet. 

8. På mit første år på HF havde jeg et fravær procent på 0,2. Det svarede til 2 timer i alt på et helt skoleår. 

9. Jeg har ikke købt (endnu!) et cykelhjelm, simpelthen bare fordi jeg ikke vil ødelægge håret. (Indrømmet, her er min fornuft ikke til at være stolt af). 

10. Lakrids smager godt. Chokolade er fantastisk. Derfor er jeg vild med lakrids i chokolade. Mums. 

Var det nogle af punkterne som overraskede dig? 

Hverdagen som arbejdssøgende #5

Jeg har arbejdet rigtig meget sidste uge. 4 forskellige steder. Forskellige tidspunkter og afsluttede weekenden med et rigtigt fedt jubilæum med Absalon.

Det er blevet sværere for mig at lede efter arbejde på Internettet og at skulle indsende jobansøgninger, da jeg faktisk er glad for de forskellige småjobs, men de er ikke en garanti. Jeg kan aldrig være sikker på at forsat have dem i morgen eller i næste uge. Derfor er jeg nødt til at være fornuftig og forsat sende ansøgninger ud, men lysten er der ikke.

Jeg er desuden også blevet godkendt til at have supplerende dagpenge, men de er desværre kun gældende i 30 uger (ud af 104 uger i A-kassen). Faktisk ikke ret meget. Det betyder, at hvis jeg har opbrugt de 30 uger, skal jeg enten meldes ud fra A-kassen og ikke modtage dagpenge fra dem og selv tjene penge ligemeget hvordan, eller ikke tage imod en eneste arbejdsopgave (ikke engang en time) og KUN være på dagpenge og så lede efter fuldtidsjob.

Uh. Hjemme hele tiden og lede efter jobs. Jobs, der ikke passer til mig. Jobs, hvor mine kvalifikationer ikke passer ind. Jobs, jeg ikke kan få 37 timers tolkning til. ELLER melde mig fra A-kassen og så sige ja til alverdens arbejdsopgaver jeg kan få. Det kan jo betyde to ting: GODT eller DÅRLIGT. Alle er jo økonomisk afhængige, alene på grund af udgifter, som er nødvendige. Derfor skal jeg sikre mig selv økonomisk for at kunne betale de mest nødvendige udgifter. Så det er måske lidt af et dilemma.
Jeg nyder at kunne arbejde forskellige steder, men har brug for en garanti. At opgaverne er der for mig en måned frem, mindst. Er de der ikke, ved jeg jo at dagpengene er der. Men ikke hvis supplerende dagpenge er ophørt efter 30 uger.

Øv for de kedelige regler. Jeg ved godt hvorfor de er der. For at folk ikke ender med kun leve af supplerende dagpenge. Folk skal ud og have fuldtidsjob. Det er logisk. Men nogle gange er det ikke så ligetil, som det ser ud til. Igen oplever jeg at de ikke tager ud fra den enkeltes situation.

Jeg ser faktisk mange lækre jobopstillinger og kunne søge til nogle af dem, men har ikke gjort det (endnu!) - alene kun på grund af at jeg VED, at jeg ikke vil kunne få 37 timers tolkning. Min uddannelse og kvalifikationer ligger på de humanistiske områder, og tit er det personlige relationer, jeg arbejder med, så derfor KAN jeg og VIL jeg ikke nøjes med at have 20 timers tolkning og så finde ud af med resten. Sådan en dårlig arbejdsvilkår vil jeg ikke begynde på, allerede ved jobansøgningerne.

Men er fristet til at prøve at søge - og evt. få jobcenter til at se mere nærmere på det. A-kassen kunne godt se hvorfor jeg ikke bare kunne søge overalt, men de kan ikke give mig dispensation, da de skal følge reglerne (ja, igen reglerne. Ikke mig. Ikke min situation.)
Men A-kassen har givet mig tilladelse (og jo, har fået det på skrift), at jeg kan nøjes med at indsende en ansøgning om ugen hvis ikke andet er muligt.

Men i det mindste kommer jeg ud. Ud blandt folk. Blandt nye arbejdsopgaver. At mærke de spændende udfordringer og tanker.
Det er det vigtigste for mig. At jeg pt. bruger de supplerende dagpenge, så jeg kommer ud. Og ikke spekulere for meget at de kun gælder 30 uger. Det skal gælde noget godt de næste 30 uger.

Siden sidst har jeg:

* Løbet en gang (fandens til regnvejr og kulden!)
* Haft en fantastisk jubilæumsweekend med Absalon
* Haft behov for slik (det er ellers sjældent)
* været på 2 stk. holdtræning (........yes.....)
* Været meget på Absalon
* Overvejet hvordan fanden det lykkedes mig at starte hardcore med vægttab for 3 år siden.

Hverdagen som arbejdssøgende #4

Så er det gået en måned. Jeg kan ikke forstå, hvordan tiden er fløjet afsted. Hurtigere end jeg havde troet. Jeg regnede faktisk med, at jeg havde masser af tid til at gå med. At jeg ville kede mig en smule og at jeg kunne nå en del med min to do-liste, men det har ikke været sådan.

Min to do liste er der forsat. Jeg har to lister. Det er måske fjollet, men det virker for mig, da det er med til at styre, hvad det er vigtigt og hvad der skal nås. Den ene liste er, hvad jeg skal gøre her og nu, hvor det mere handler om job-ansøgninger, Jobnet og hvad der skal gøres i forbindelse med A-kassen.
Den anden liste er min egen to do- liste, som jeg gerne vil nå. Jeg har lavet en nogenlunde lang liste, da jeg troede at jeg ville nå dem alle. Jeg må have været rigtig optimistisk. Heldigvis er jeg ikke blevet ærgerlig over, at ikke have nået listen som planlagt da den kan vente. Men jeg håbede måske selv, at jeg kunne nå lidt længere med mine rejse scrapbøger. Dem er jeg slet ikke begyndt på.

Det kan kun betyde, at det går godt. Jeg har brugt rigtig meget tid på at arbejde. OK - ikke meget tid, men jeg er kommet rundt omkring. Jeg har været på koloni, jeg har været på skolen som vikar, jeg har arbejdet i Absalon. Jeg har arbejdet 3 uger samlet ud fra 4 uger som ledig, så jeg synes selv at det er en god start.

Økonomisk set, så er det ikke den bedste ønskede start - men det har vi selv forventet. A-kassen har behandlet min sag om karantæne. Jeg får desværre 3 ugers karantæne (eller 111 timers karantæne, som de selv siger det derud). Derudover, så kan jeg regne med at også blive modregnet for nogle arbejdstimer, som jeg har gjort 3 måneder inden min ledighed. Noget som jeg er blevet rigtig vred over og har indsendt en klage til A-kassen om, da de ikke har oplyst omkring det.

Det betyder at de første måneder af min ledighed kan jeg leve af lidt penge - så det er heldigt, at jeg (vi) har en opsparing, som vi kan gøre brug af. Selvfølgelig er det rigtig træls, og jeg har været så ked af det. Været så ærgerlig over situationen og også fået nogle tanker, om jeg har gjort det rigtigt. Det er irriterende, at økonomi og dårligt system skal få mig til at føle, at jeg har foretaget mig et dårligt valg, når jeg ved at det var en god beslutning. Men følelsen er der. Valg og følelse splitter mig utroligt meget på den sidste tid.
Jeg er forsat oppe - og nægter at synke mig så langt ud (ikke før alle muligheder er brugt!).

Jeg kan egentlig ikke mærke, at jeg er arbejdsløs, da jeg har masser af vikararbejde og kommer rundt omkring - men grundet massevis kontakter med A-kassen samt krav fra Jobcentret, er det tydeligt at jeg har kontakt til det offentlige og systemet. På en måde er det mærkeligt for mig at være et sted i mellem.
Jeg har da arbejde. Ikke fuldtidsjob. Men arbejde er der. Men alligevel bruger jeg en del tid på at være online. At være klar til systemet, der alligevel ikke fungerer.
Uanset hvad systemet selv siger, så fungerer de faktisk ikke. Det matcher ikke til alle forskellige ledige, med forskellige behov eller årager til ledighed.

Nu hvor jeg ikke lever af min normale arbejdsløn, er der naturligvis kommet nye prioriteringer hos mig. Jeg bruger ikke pengene løs, som jeg måske gjorde tidligere. Jeg tænker mere over, hvad jeg bruger penge til. Jeg køber mindre mad og drikke ude. Jeg har ikke shoppet nyt tøj eller varer i september måned, af hensyn til opsparingen. Jeg køber kun hvis der ER behov for dette.
Jeg vil forsat være med til forskellige arrangementer, men vil samtidig også overveje om de er det værd - eller om der kan spares lidt som fx mad. Jeg må medbringe egen mad noget oftere.

Det er vigtigt for mig at forsat være social og at være ude omkring folk. Jeg må ikke begrænse mig og blive derhjemme. Men det er nødvendigt med at bruge pengene mere fornuftigt - og at spare på noget. Det er ikke noget at skulle pive over det, da vi forsat har det godt. Jeg har et tag over mig. Jeg har faktisk alt, hvad jeg har brug for.
Det er det vigtigste. Alt andet må komme senere, hvis det skulle blive et stort problem.

Siden sidst;

* har jeg løbet 2 gange - fantastisk!
* har jeg sendt en uopfordret ansøgning ud
* har jeg forberedt mig til Absalons 60 års jubilæum - kun en uge tilbage - GISP!
* været på sommerhus med familien og fejret bedstemors 80 års fødselsdag.
* været på arbejde 3 dage ud af 5 dage
* været til møde med A - kassen, og det var ikke specielt godt, da jeg blev vred
* Spekuleret over verdenssituationen og om jeg kan gøre noget, bare en smule
* Været i biografen og set "Bridget Jones - og baby" - den er faktisk rigtig morsom
* har jeg ærgret mig over at ikke trænet noget mere - det skal være bedre næste uge
* har jeg nydt september.

* har jeg haft en rigtig dejlig afslappende sommerhus ophold med familien

Månedens døv - oktober 2016

Så er der ny omgang af `Månedens døv`. Jeg har i et stykke tid overvejet at lave det igen og for sjovs skyld tjekkede jeg bloggen hvornår jeg sidst lagde videoerne op, og det er sørme 5 år siden.
Jeg kan ikke fatte det. Det var sjovt at lave det dengang og jeg nød selv at møde nogen døve og høre om deres forskellige oplevelser med de bestemte emner, som jeg kommer rundt på/omkring.

Derfor starter jeg op igen. Og jeg vil prøve at gøre det næste års tid, med 12 nye døve til "Månedens døv" - hvis da jeg er heldig at kunne få fat i 11 nye døve til at deltage med i mit lille hyggelige projekt.

Lad mig præsentere månedens døv for oktober måned:

Sarina Michelsen


Jeg mødte Sarina via. DDLs projekt "Psykiske sårbare døve", hvor projektet tager fokus på døves psykiske udfordringer i hverdagen. Projektet startede i 2015 men idebrættet var langt før - og nu er projektet langt fremme.
I projektet er vi flere frivillige og nogle støttegrupper for døve, som dækker i hele Danmark, og hver gang der er foredrag/oplægs for projektets frivillige, kan jeg mærke Sarinas store engagement og at hun brænder meget for at få projektet oppe at køre samt at projektet vokser mod de rette hensigter.

Sarina har selv været psykisk syg og er åben omkring dette - og det ser jeg som en rigtig god styrke i projektet, da vi kan bruge hendes erfaringer. Sarina har været sammen med DDL og et par andre være på turne i hele Danmark for at fortælle om psykisk sygdom og at være med til at bryde tabu omkring at være psykisk syg.
I videoen med Sarina fortæller hun om hvorfor hun selv er med i DDLs projekt og hvad hun håber, at projektet bringer hen i fremtiden.

Se videoen her.

hverdagen som arbejdssøgende #3

Det går utroligt godt. Jeg trives. Jeg sover godt. Jeg er glad og er fuld af energi. Selvfølgelig bliver jeg træt om aftenen. Selvfølgelig er der mangel på energi, hvis jeg er færdig med en arbejdsopgave, men de er af gode feelings. Og jeg kan lide det. Jeg har savnet det.

Hver morgen er jeg oppe i god tid og forbereder mig til dagens forløb med fornyede energi og klar til dagens go-mod. Så det går ad de rette veje, også selv om det betyder at jeg er i en "lortesituation". Det er ikke eventyrligt eller lækkert at være i systemet - og at kæmpe med systemet. Overhovedet ikke.
Jeg har to kampe. At kæmpe for at systemet forstår mig og min beslutning ved at sige op. Og at den anden kamp at finde et job, så jeg har en stabil hverdag igen. En fast rutine, som jeg tidligere holdt af.
Der er ting, jeg har savnet under min ´tilmelding´ og forløb som ledig, og har spekuleret meget over hvordan det kan være, at systemet er så firkant skruet sammen.

Jeg ved godt, at de er lavet efter loven - og at det er en standard proces. Men menneskene er forskellige, har forskellige behov og der er også forskellige grunde til, at vi er inde i systemet. Nogen er stærke og er villige til at kæmpe. Nogen er ikke lige så stærke og måske ikke har kendskab til deres rettigheder eller hvordan de kan komme videre.

Jeg har altid vidst at det ikke er nemt at være i systemet. Jeg har hørt så meget historier om det. Jeg har hørt meget om dårlige oplevelser. Jeg har hørt meget om uforstående ´resultater´ ud af at være i systemet.
Nu er jeg selv inde i ´varmen´ - og sikke en underlig verden. Jeg er klar over at jeg selv har bragt mig i dette univers - men der må da være måder at komme igennem på, så min og alle andres tid/proces ikke bliver så besværlig eller håbløs.

Jeg er på min 4. uge og grundet min fornyet energi, vil jeg kæmpe for at jeg ikke ender de "dårlige" veje - men at jeg får udbytte af at være i jobcentret/ hos A-kassen. Lige nu kan jeg ikke mærke det. Men der bør da være en tryg følelse at være der. At være hos systemet. At tro på, at de vil støtte og vejlede os ude til arbejdsmarkedet igen (eller uddannelsesområdet).
Jeg vil så gerne have et arbejde igen - det er min identitet - men det er svært at mærke, at de støtter om én og vejleder ad de rette veje. Lige nu vil jeg gerne have et arbejde, som jeg kan være hos i mindst 5 år (med med undtagelser, da der kan forekomme fyringer, eller helt andet) - men med det pres, man oplever hos jobcentret - ender folk jo overalt. Ikke hos et job, man kan se sig selv. Men med et job, man tager, for at overleve. Overleve sig selv og systemet.

Jeg er ikke kommet så langt ud, at jeg ikke endnu har haft møder eller bliver taget afsted til kurser, man slet ikke bruger. Endnu. Jeg vil gøre mit for at det ikke sker. Hvis jeg skal afsted på kursus, gør jeg det med glæde men det skal på de præmisser at jeg FÅR brug for dem på længere sigt. Ikke fordi det er den billigste løsning.

Sidste uge har jeg arbejdet 5 dage ud af 5 dage. Nogle gange fristes jeg til at melde mig fra A-kassen, da jeg har flere småjobs eller vikararbejde, som jeg kan benytte mig af, men de er IKKE en garanti, for at jeg har dem ugen efter. Jeg har måske kun været heldig i september. Jeg ved aldrig hvad der sker i morgen (eller ugen efter), så jeg er forsat hos A-kassen. Men jeg er fristet. Bare for at slippe af med dem.

Jeg kan faktisk godt forstå, at mange bliver stresset eller sygemeldt af at være i systemet. For det stresser. De siger det ene og senere det andet. Det er ikke altid til at vide hvad man kan forvente af dem. Hvad der ender med. Hvad de nu vil med en. Jeg tror at man skal være inde i systemet, for at lettere forstå, hvad de andre mener med de dårlige oplevelser. Det er selvfølgelig ikke altid kun dårligt, men det dårlige overskygger nemt og hurtigt det gode. Det er svært at huske de gode ved at melde sig hos systemet. Jeg forsøger selv at huske det, men glemmer det faktisk også selv pænt hurtigt. Jeg har nemmere ved at huske hvorfor jeg gjorde det.

Men jeg leder stadig efter arbejde. Jeg forsøger stadig at lege med mit CV og at søge rundt på internettet. Det er i det mindste sjovere end at snakke med jobcentret/A-kassen.

Jeg oplever også, at folk er overraskede over at jeg sagde op. At jeg er modig. At jeg står uden job med en opsigelse. Nogen mener at jeg måske kunne have ventet. Ventet til at få et job, og så sige op bagefter.
Selvfølgelig, det var ellers planen. Det ville være lækkert. Men min energi var udtømt. Jeg kunne ikke tage mig sammen og lede efter jobs. Jeg kæmpede alene med at passe det arbejde jeg havde - og det gik ikke så godt til sidst. Jeg havde ligegyldige følelser og var meget frustreret, så beslutningen om en opsigele føltes som en nødvendighed, selv om det var min hensigt at have et job i baggrunden. Men vi må ikke fortryde. Vi må ikke tænke så meget over hvad vi kunne have gjort eller hvad vi burde. Nu gælder det at have disse erfaringer til sig og tage de positive perspektiver med sig.

Til trods for at det kan virke som om at jeg har fortrudt, så har jeg ikke det. Jeg er gladere end jeg har været i hele vinteren/foråret. Det er min hensigt at ikke falde sammen og synke mens jeg er i systemet, da det ikke er verdens mest fantastiske sted at befinde sig hos, så jeg har tænkt mig at kæmpe, så meget jeg kan.
Nu koster det min økonomi - men det må jeg tage til mig.

Siden sidst:

* har jeg været på mere Pokemon-jagt og det er faktisk sjovt. At jeg samtidigt får gået en masse, er bare bonus.
* har jeg været hos min tidligere arbejdsplads for at aflevere de sidste ting og hermed er det afsluttet
* har jeg været på Event Management kursus (modul 3)
* har jeg og en god ven stået i en kø for at få billig morgenmad, og dermed få vide at det ikke er muligt da de ikke har mad mere. Damn til deres dårlige forberedelser!
* fået bekræftelse på at jeg har styr på skat
* fået opfordring til at gifte mig da der er bonus (det blev jeg overrasket over)
* fik jeg taget mig sammen til at overføre alle billederne til computeren (det skal jeg være bedre til)
* har jeg ærgret mig over at jeg forsat ikke er begyndt på min scrapbog om Cuba og jeg var der i 2013!
* nydt den forsat fantastiske indian summer. Mere af den, tak

Pokemon go

Ja, jeg er med i Pokemon-vognen. Jeg er godt nok ikke den største Pokemon-jæger, men jeg har det egentlig sjovt med den nye Pokemon go-app. 

Da app'en udkom, var det nærmest alle, som havde den og spillede den. Jeg valgte ikke at hente den straks da der var meget andet der optog min tid, så jeg tænkte at Pokemon måtte vente - og da jeg kom hjem fra Lapland, hentede jeg omsider app'en. 

Nu har jeg haft legen i en måneds tid, og det er først nu, jeg rigtigt finder det sjovt og sigter nu at prøve legen sådan rigtigt. 

Jeg har faktisk ikke rigtig styr på det meste - men forsøger at følge med og følger med, når nogen snakker om gode tips. Men mange er allerede langt foran og er en del oppe på level og styrke hvad angår pokemons. 

Jeg ved ikke hvad det ender med. Men jeg leger så længe det er sjovt - og at jeg kan komme ud og gå længere ture, endda til nye steder. Kæmpe bonus! 

Status lige nu; 

Jeg er på level 14, snart 15. 

Jeg har 61 forskellige pokemons.

Jeg har gået 22,2 km i alt (ifølge app'en og kun når jeg har haft app'en åbent) 

Og det vigtigste: jeg har Pikachu. Juhuu. 

Har I også Pokemon go -app? Hvor langt er I nået? 

Hverdagen som arbejdssøgende #2

Så er endnu en uge gået. Det er som om det var i går, at jeg skrev det andet indlæg om at være arbejdssøgende. Så hurtigt går tiden, men alligevel ikke. Jeg kan ikke endnu mærke at jeg "går hjemme". Har arbejdet 4 ud af 5 dage denne her uge.

Min sag ved A-kassen er forsat under behandling, da der er flere ting som skal kigges på og have yderligere besvarelser inden de kan færdiggøre min sag. Som handler om, om jeg får 3 ugers karantæne pga. min opsigelse - eller om jeg får dispensation. Jeg har ingen fornemmelse hvad det ender med, men det har nærmest kun givet mig frustrationer, da de har stillet mig masser af spørgsmål og nu har sendt mig en tur hos lægen igen, da de ikke er tilfreds med lægens svar.

At være på dagpenge (eller ude i systemet) hænger virkelig på én. Selv efter kun 16 dage, ved/forstår jeg godt hvorfor det er så energislugende at være meldt i hos A-kassen/jobcenter. Det er kun frustration og forvirring (eller måske er rod et bedre ord).

Jobcentret har aflyst vores møde i går, fordi de ikke kunne få en tolk (?). Det var jeg virkelig irriteret over, da jeg ved at man kan få en tolk. Jeg ringede jobcentret op og spurgte ind til dette og nævnte at jeg vidste at man kunne få en tolk. Det endte med, at de indrømmede at de kun har samarbejdsaftaler med to tolkefirmaer og kun pga. økonomi. Jeg nævnte at det var et dårligt træk, da det også koster at aflyse et møde og at spilde min tid.
Jeg klagede også over, at det kun var via. telefonisk, at jeg kunne komme i kontakt med jobcentret, så jeg bad om en direkte e-mail adresse til de personer som jeg er tilknyttet til/ eller skal til samtale med, så jeg fremadrettet kan lave aftaler med/ og orientere om tolk. Men det kan de ikke gøre. De snakker KUN med personer over telefonen (og det er mærkeligt, da jeg på mit tidligere arbejde havde anvendt mail med jobcentrene), men manden som jeg snakkede med i telefonen sagde også at det var en dum proces og han opfordrede mig til at indsende en klage. Så det har jeg tænkt mig at gøre.
Meningen med jobcentret, er at vi får en lettere adgang til arbejdsmarkedet igen og at vi midt i al proces som arbejdssøgende skal kunne have vores rettigheder til at kunne passe opgaven. Jeg føler ikke som døv, at jeg er ligestillet som hørende. Jeg skal som noget ekstra først sørge for at have en tolk for at kunne ringe til jobcentret, og så hele tiden videresendes til den rette person. Tænk, at de selv ikke kan forestille sig hvor nemt det er, BÅDE for mig og dem selv, at vi har en direkte e-mail forbindelse.

For at ikke kun være negativ omkring at være arbejdssøgende, så går det rigtig godt. Jeg trives og er glad (undtagen når jeg skal snakke med A-kassen eller jobcenter). Jeg har nu 4 forskellige arbejdssteder som vikar/timelønnet medarbejder.

Siden sidst har jeg:

* skrevet og sendt  3 uopfordret ansøgninger
* været til et holdtræning
* haft nogle hyggelige aftenstimer med folk
* haft 3 dage vikartimer hos fritidshjemmet
* løbet 2 gange
* haft den første arbejdsdag som kontaktperson
* nydt indian summer for alvor
* forbandt systemet langt væk
* glædet sig over min beslutning
* reflekteret over livet
* ærgret mig over en aflyst tur til Østrig som skulle være denne her weekend men den var nødvendig

Nu glæder jeg mig til en endnu uge med nye udfordringer - og gad vide hvad der sker. 

Indian summer

Hvor er det fantastisk at vi her i midten af september har haft en lækker Indian summer, hvor alle dagene denne her uge kun har haft solen fremme. 

Jeg klager ikke. Jeg har kun nydt det. Og det er næsten kun undskyldningen for at jeg ikke har trænet særligt meget - bare fordi jeg så kan være ude og nyde det dejlige vejr så meget som muligt. 

Sluge al energi til mig. Al solskin til mig. 

Så kan jeg klare efteråret. Bare lidt. 

Hverdagen som arbejdssøgende #1

Da min hverdag nu ser anderledes ud, i forhold til før da jeg havde fuldtidsarbejde, og det kommer til måske at fylde en smule hos mig. Derfor tænker jeg at det måske er smart at lave ugentlige opsamlinger om hvordan det går med min søgen efter nyt job - og hvordan jeg håndterer hverdagen med nye udfordringer generelt.

Tiden går satme hurtigt, må jeg sige. Jeg kan måske nu bedre forstå hvad pensionister mener, når de har travlt - til trods for at de ikke har et job at passe mere. Der er nemlig altid et eller andet. Sådan har det også været for mig siden min første dag som ledig den 1/9.

Ledig. Arbejdsløs. Arbejdssøgende. Til rådelighed. Dagpengemodtager. Eller helt 5. Jeg ved egentlig ikke hvad jeg skal definere mig selv. Hvad jeg forventer, at andre skal sige om mig. Hvad man siger nu om dage.
Selv om jeg ikke har et fuldtidsarbejde pt., har jeg stadig nogle vagter henne hos ungdomsklubben som jeg altid har haft mens jeg havde arbejdet, samt nogle få tolkningstimer. Helt ledig er jeg måske ikke. Hvad kaldes det så?  Ledig med bijobs? Det lyder lidt latterligt. Men altså, jeg har andre små jobs ved siden af - men det svarer jo ikke til et fuldtidsjob, så i princippet er jeg ledig - og derfor officielt er arbejdssøgende.
Jeg vil naturligvis gerne have et nyt job. Jeg håber at der er et job til mig snart derude, så det er bare at komme i gang.


Systemet. Dagpengesystemet. Jobcenter. Tilmelding der, dat og dit. Det er en rodebutik, vil jeg sige. Det tager tid at kigge rundt, forstå reglerne og at forsøge tilmelde de rette steder med de rette blanketter. Og ikke bare alene skal jeg rode mig ude med min A-kasse, men også jobcenter. Så skulle der også tilmeldes til Jonnet - og dermed igen skulle alle reglerne forstå og have en fornemmelse af hvordan det hele ser ud i sammenhæng.

Nu tror jeg altså, at jeg har fået fat i sammenhængen. Sådan cirka. Halvdelen måske. Det er i hvert fald en god start.
Og så er der at skulle snakke med begge steder om tolk. Jeg skal til samtale med begge steder om min situation som ledig (det skal alle ny ledige) og jeg brugte meget tid på at ringe rundt for at få fat i de rette personer og så meddele dem, at de skal bestille tolk til samtalerne. Nu ved jeg ikke om der kommer tolk til en af samtalerne. De er sværere at få fat i pr. mail, så det er en minus ved at være ude i systemet. At jeg ikke har den direkte kontakt. (og til de rette personer). Tit er det tilfældige personer, og de kan tit ikke hjælpe.

Men jeg synes at jeg har fået tiden til at gå med forskellige ting, og ikke kun fokusere på A-kassen i de sidste 9 dage. Det har blandt andet fået tiden til at gå rigtig hurtigt.

I ugens løb har jeg nået;

* at melde mig ind hos A-kassen (dagpenge) og Jobnet
* Fået 2 samtaler etableret
* Fået gjort mit køkken rent (OVERALT!)
* Været til 2 samtaler
* Gået en lang tur med en god ven
* Haft 4 vagter i ungdomsklubben
* haft en prøvetræning i bordtennis
* Haft første vikartimer hos fritidshjemmet
* Haft mange tanker omkring at være arbejdssøgende (frustrationer, glæde, irritation og inspirerende)
* blevet klippet og farvet hår så jeg er klar til efteråret og nye tider
* Udfyldt ledigerklæringsblanketten (og derefter opdage at den var udfyldt forkert, så lavede jeg en ny - og så udløste det sig til en længere korrespondance med A-kassen omkring disse).
* Været til den første del af et kursus forløb, som jeg har tilmeldt og betalt for flere måneder siden
* Drømt mig til en længere (og gratis) ophold i Mexico. Tænk jer. Strand, palmer, lækre drinks og sol. Lyder det ikke bare godt?

Nye tider venter

Så har jeg sagt farvel til mit arbejde. Farvel til trygheden, faste rammer og kendte omgivelser.

Jeg har den sidste tid haft det godt og haft lidt bedre overskud. Så nu glæder jeg mig faktisk til de nye tider, som venter på mig derude.

Mange har bakket op omkring min beslutning og ønsket mig held og lykke med fremtiden - og der har naturligvis også være spørgsmål. Spørgsmål om hvad der nu skal ske, hvad jeg skal, om jeg allerede har fundet nyt job eller om jeg skal studere. 

Sandheden er at jeg ikke har en plan. Jeg tager det som det kommer. Jeg har med vilje ikke søgt jobs eller lavet planer i mellemtiden da overskuddet ikke var så stort - i stedet skulle jeg jo afslutte mine opgaver.

I morgen er det officielt, at jeg er ledig. Der vil jeg så begynde at overveje mine muligheder og melde mig ind hos A-kassen. Jeg skal naturligvis overveje mange muligheder, bruge mit netværk og klarlægge en plan. 

Personligt håber jeg selv ikke at jeg er uden job i lang tid, men jeg er også nødt til at se tiden an. 

Jeg har også fået bemærkninger om, at det er modigt gjort at sådan bare sige op - uden at have noget andet i hånden. Jeg er ikke den første (og heller ikke den sidste), som gør det. Der er flere andre som har prøvet det og fundet lykken. 

Nu er der min tur. Jeg glæder mig til, at selv se og følge med hvad der sker. Jeg starter med positive briller og lader vejene være åbne. 

Behovet for oprydning.

For nyligt læste jeg en artikel om at have behov for at forny noget i hverdagen og at 'rense luften' - at man har det godt efter en oprydning. 

Artiklen viste sig at være interessant for mig da jeg kunne genkende mig selv i artiklen. 

Det der behov for at rydde op har jeg haft de sidste mange år. Jeg har indtil nu troet at jeg er en "opryddelig" person, som godt kan lide at rydde op og at have orden i eget hjem samt andre steder (fx arbejde). Men det viser sig at det ligger mere bag selve oprydningen. 

Naturligvis kan jeg forsat lide have orden og et opryddeligt hjem, men artiklen som jeg læste (har desværre glemt navnet på artiklen) handlede mere om at bag 'facaden' at når man rydder op, har man behov for at ændre noget eller at have det godt. 

Det er sgu rigtigt. Jeg har egentlig aldrig kunnet lide at ordne praktiske ting derhjemme (rengøring, støvsugning, osv), så jeg har bare troet at jeg godt kunne lide at rydde op. Men det er mere det, at jeg har behov for at have renset "lejligheden", og tit er det igennem oprydningen. 

Jeg har det nemlig altid godt, når jeg har ordnet en eller anden oprydning. 

Det føles altid godt og fantastisk, når jeg fx. har ordnet mit tøjskab for gennemgang af tøj, sko eller lignende. Og når alt er på plads igen og jeg ser en bunke tøj/sko, som enten skal sælges eller smides ud, så er det jo det der mit behov, som jeg indser nu, handler mere om at jeg trænger til nyt tøj. At der skal ske noget nyt. Og når tøjskabet får sådan en tur, så er det jo at jeg har brug for nyt tøj og at komme i noget nyt tøj. 

Jeg har tænkt meget på den der artikel (og det irriterer mig meget at jeg ikke kan huske navnet!) - og betydningen af mit behov. 

Jeg har egentlig tit brug for lidt nyt og at der skal ske noget. Jeg har bare ikke tænkt at det sker igennem oprydning. Men det er rigtigt nok. Det er altid godt efter en oprydning, uanset hvad slags oprydning det drejer dig om. 

Jeg har også haft igennem en del mails og papirer i forbindelse med mit arbejde, da de jo skal slettes elle smides ud, fordi de ikke skal bruges efter min opsigelse. Og igennem min proces med oprydningen med disse, er det også kommet med nogen god fornemmelse inden i mig. Ligesom at det er en afslutning, en god en. At man rydder op, er nødvendigvis ikke altid "kedeligt" eller negativt men det der, som kommer efter oprydningen er godt. For mig i hvert fald. 

Tiden til nye arbejds udfordringer.

Arbejde er en del af befolkningen, og det fylder meget i folks liv. 1/3 af tiden er folk på arbejde og bidrager med en masse til arbejdspladserne. 

Det gælder også for mig. Jeg har arbejdet i 8 år, siden jeg blev uddannet som pædagog, helt tilbage i sommeren 2008. 

Arbejdet har betydet meget for mig og jeg har udviklet en arbejdsidentiet. Den arbejdsidentiet har betydet, at jeg har brugt min uddannelse, fået masser af nye arbejdsmæssige erfaringer og formet mig som person indenfor arbejdsmarkedet. Siden sommeren 2008 har jeg også haft forskellige bijobs ved siden af mit arbejde som pædagog, såvel de store og de mindre. De har allesammen betydet meget, været en del af min arbejdsudvikling.

For mig har det betydet en del, at jeg har haft stor glæde af at arbejde og være stolt af mit arbejde og hvad jeg bekæftiger mig med. Sådan vil jeg have det, når jeg har et arbejde og kan snakke om mit arbejde. At være glad for ens arbejde, giver så meget energi og motivation for at gå på arbejde og komme med en masse inputs til de områder, man arbejder med/ omkring for.

Her omkring efter nytåret har det ikke været en glæde for mig at komme på arbejde, hvilket har været svært for mig, fordi jeg ellers har elsket mit arbejde og plejede at være glad når jeg skulle på arbejde. Dette har betydet at jeg har taget en beslutning, som jeg tidligere ikke havde troet at jeg ville/ eller skulle gøre. Jeg har afleveret en opsigelse til ledelsen og har min sidste arbejdsdag den 31. august. 

Siden afleveringen af opsigelsen, har jeg haft det rigtig godt, til trods for at det kommer til at betyde at jeg er uden et fast arbejde fra den første september. Tidligere ville det nok udløse en kæmpe panik i mig, men nu tager jeg overraskende nok det med ro og tager det hele som det kommer. For mig er det vigtigt at jeg trives og at jeg har det godt med de valg, jeg foretager mig. 

Lige nu handler det om at få en god afslutning på mit arbejde og at jeg stille og roligt finder ud af hvad jeg vil og skal. For jeg ved nemlig det ikke. Jeg er ved at få ideer til hvad jeg kunne lave, men de skal være realistiske, så de skal være i tænkeboksen. 

På en måde glæder jeg mig. De nye udfordringer, som venter på mig. At arbejde med nye kolleger, at få en ny arbejdsplads. At få en ny arbejdsrutine samt nye arbejdstanker- og refleksioner. 

8 år - det er hvor længe jeg har været på min allerførste arbejdsplads. Det arbejde, som gav mig en chance for at komme i ægte arbejdstøj efter uddannelsen som pædagog. Den arbejdsplads som gav mig mange spændende opgaver som jeg har været glad for. 

Men efter otte år, er det også på tide at jeg afprøver nye udfordringer af samt at få nye arbejdseefaringer. Min arbejdsrygsæk og jeg trænger til det. 

Espresso House

- som er 'nye' cafesteder her i København. I Sverige findes de allerede, og det svarer til vores Baresso her i Danmark. 

Jeg har været i Espresso House 2 gange og synes at de tilbyder gode og varierende drinks. Jeg har ikke endnu spist her, men det gør jeg heller ikke hos Baresso. Jeg synes ikke at de to tilbyder de mest spændende mad, men hvis man er småsulten, så går det nok. 

Jeg ved at nogen ikke er vild med cafe-kæder, og jeg vil også prøve at forskellige og nye steder af og at støtte de lokale cafeer, som tit har sin egen charme som ingen andre har. Selv ikke Baresso eller Espresso House. 

Men jeg synes at de to er nemme at besøge, når jeg får lyst til iskaffe eller iceblends, de laver nogen gode, og når jeg vil have det, så er det bare i nærheden. 

Det er også nemt at lave en aftale med nogen om at mødes der, da alle tit ved hvor det er. 

Det var så den tur.

Vi er hjemme igen. 2 dage nåede vi at være på Bornholm, på træningsturen. 

Grunden til, vi er hjemme igen, er at Mette fik voldsomt ondt i sit højre baglår og omkring knæet, allerede på andendagen. 

Første dag gik ellers godt - vi fik vandret 12 km i alt, med vores 'tunge' rygsække og kunne være tilfredse da det tit er en god ide at tage det med ro de første par dage. 

Anden dag, allerede da vi skulle afsted på en cirka 15 km tur, fik Mette ondt og efterhånden mens vi gik, havde hun smerter og humpede nærmest. Her måtte jeg sige stop, efter 3 km - men da var vi i en skov sti, lige efter at have set Hammerhus så vi måtte gå mod den nærmeste by. 6,3 km blev det i alt. 

Og det blev også enden på vores forberedelsestur. Vi kunne sagtens også have blevet på Bornholm og i stedet for at vandre, holde en lille ferie. Men Mette humper meget og så ville det ikke være sjovt. 

Heldigvis kan vi altid komme til Bornholm igen. Vi ved dog ikke om det skal være vandring, men der er også muligt med biltur eller en cykelferie. 

Vi skal også have en status på vores forberedelse tur fra Bornholm. Selv om vi ikke fik vandret ret meget, var der en masse andet som vi fik prøvet af, blandet andet mine vandrestøvler, sovepose, diverse uldtøj som jeg havde købt, proviant mad osv. 

Jeg kan for eksempel mærke at det er hårdt for mig at vandre langt (og i flere dage) med en tung rygsæk. Jeg tror og vil overveje at prioritere hvad jeg tager med til andre ture fx til Lapland. 

Vi har talt om at prøve at hive et par weekender ud af vores kalender til nye forberedelse-ture, så der også skal prøves andre overvejelser af. Vi har også en del udstyr der skal købes så de skal også prøves af. 

Bornholm - en træningstur

Her i påsken er jeg til at befinde mig på Bornholm. Den sidste gang jeg var på Bornholm, var en klassetur med 8. klasse og jeg kan kun huske at vi besøgte Hammerhus og at spise røgede silde. 

Formålet med Bornholm, er at jeg og Mette får gået en masse (så meget vi kan) og får en fornemmelse af hvad vi efterfølgende skal forberede os da vi skal vandre i Lapland til august og vi vil gerne være forberedte, både i form og at have de rette udstyr med i rygsækken når vi er ude på fjeldet i Lapland. 

Vi ser påsken på Bornholm også som en kærestetur og skal naturligvis se noget af det bornholmske og spise ved en (eller måske flere) anbefalede steder. Noget sjovt skal det da være. 

Vi har ikke helt konkret planlagt vores vandrerute - men alt kommer an på vores form og vejr. Vi er ikke meget for at være ude hele dagen hvis det regner hele tiden men det skulle det ikke være ifølge vejrudsigten men da påsken falder tidligt i år, er det stadig ikke så varmt. Det kommer i minus om natten - og her skal vi se om jeg (og min sovepose) kan holde til det. 

Jeg glæder mig. Både for at se Bornholm  (igen) og at komme ud og vandre så jeg kan blive mere klog på mig selv og hvad jeg nogenlunde kan forberede mig til,med henblik på hvor meget jeg egentlig kan bære på rygsækken med alle de mad, tøj og udstyr, vi skal have med. 

Vi skal have styr på, hvor meget mad om dagen vi her behov for og hvilke udstyr der kan undværes eller ikke kan. 

Når vi er i Lapland, er det jo helt ude på fjeldet - og der er ikke nogen andre der lige kan hjælpe mig med at bære mine ting. 

Lige min lille forberedelse til hvor meget mad vi pakker til rygsækken til Bornholm. 

Det bliver spændende at se om vi rammer fornemmelsen - eller om vi måske kommer til at spise for meget ude :) 

I ønskes alle god påske! Hvad skal I egentlig lave, mens jeg er ude og vandre? 

Paris - tjek!

Det må være den meste hurtigste (OG spontane) flybilletter - køb, jeg har fået gjort her for lidt tid siden. 

Jeg fik bare lyst til at kigge på flybilletter - og det gør jeg en gang i mellem - og denne gang valgte jeg Paris. Jeg vidste at Mette gerne vil til Paris og hun har snart fødselsdag, så jeg kiggede lige på flybilletterne op til hendes fødselsdag. Flybilletterne var ikke dyrt - og jeg tvang nærmest Mette til at sige ja, da det er dumt at gøre andet. 

Så 10 minutter senere var flybilletterne købt. 3 dage i Paris med Mette, så vi kan få fejret hende der på hendes fødselsdag. Slet ikke tosset. 

Efter at billetterne var købt, kiggede vi på hinanden og vidste at det ville blive lækkert. Mette skal få en dejlig dag på ægte franske maner. 

Jeg glæder mig! 

Er der evt nogle gode tips om gode spisesteder eller hvad vi skal se i de 3 dage, vi er der. Jeg var i Paris på studietur så jeg husker ret ikke meget. Det føles som om det er første gang, at jeg skal derhen. 

Hvor er du?

I den seneste tid har jeg hørt meget (ok, måske lidt. Eller er det bare en gang i mellem) om hvor meget tid vi bruger på at være online. At være foran i de sociale medier og at følge med i alt, der foregår i den teknologiske verden. 

Jeg er ikke så meget nørdet på den teknologiske plan. Jeg har godt nok en iPhone 6s, som jeg er meget glad for - fordi den er nem at bruge. Men jeg bruger den egentlig mest til at holde kontakt med mennesker (SMS, mail, Facebook og whatsapp). 

Jeg har nogen faste apps som jeg bruger flittigt - men derudover så er der faktisk ikke andet jeg bruger mobilen til. Jo, til at tjekke klokken og måske tjekke kalender/skrive lidt noter. 

Jeg er på Facebook og Instegram. Jeg har ikke andre login (tror jeg nok). Jeg har på nuværende tidspunkt ikke behov for dette. Men afviser ikke at der kommer en mulighed for at jeg får oprettet profiler på andre sociale medier. Den slags kan man jo aldrig vide om man vil få brug for, så jeg tager det som det kommer. 

Hvad jeg også har reflekteret på, i forhold til de (mange) snak, analyser, overvejelser og oplevelser, folk har med kontakten mellem mennesker og de sociale medier. Man er begyndt at påpege at folk ikke er til stede i nuet og har fokus på de 'forkerte' steder. At man har for travlt med at tjekke hvad der sker på de sociale medier og hvad ens netværk laver lige nu og evt. bruger mange tid på at kommentare på andres status/ indlægs. 

Jeg har ikke meget at gøre med sociale medier, så jeg bekymrer ikke så meget over mit forbrug. 

Men jeg mærker hvordan andre folk bruger de sociale medier. Hvordan de er til stede på de sociale medier og i nuet.

Nogen er gode til at slippe de sociale medier, når de er sammen med folk. Nogen er mindre gode til det og skal måske tit tjekke hvad der sker i det andet univers, og lade medmennesker der er til stede, føle om de ikke er gode nok. 

Jeg personligt har reflekteret meget over, hvorfor folk skal være på sociale medier når de er sammen med folk. Jeg tror egentlig ikke at de er ligeglad med den, de er sammen med. De har bare fået nogle rigtig dårlige vaner, og det er måske ligesom 'nødvendigt' lige at tjekke hvad der sker på de sociale medier. At man er bange for at ikke følge med. Man vil jo det hele. 

Man vil gerne være sammen med folk, man vil gerne følge med på de sociale medier. Man vil gerne kunne nå arbejde, fritidsinteresser og events der forekommer. 

Men. Ja der er altid et men. Men man kan ikke det hele. Det behøves ikke at være en dårlig ting. Man må lave en balance - og gøre de ting, man gerne vil og hvad de gør ens glad. 

Vær til stede i nuet. Hav nærvær med den, du holder af. Gør de ting, du er glad for. 

Status på den nye livsstil

Kort og godt fortalt, så er det de første 12 dage som gik rigtig godt. 

Dagen efter vi kom hjem fra Sri Lanka, startede jeg på ingen sukker - princippet og det gik egentlig godt. Det var hårdt nogle dage, men fordi jeg havde overskud til at planlægge indkøb og havde altid mad, når jeg var ude med folk. 

12 dage efter var der en personalefest, hvor der blev serveret lækker mad + dessert, med efterfølgende fri bar. Det er altid en succes hvert år, og hvert år plejer jeg at nyde festen og komme hjem næste morgen. 

Det gjorde jeg også denne gang - og jeg havde så svært ved at komme i gang igen. En hel uge med lidt for meget sukker igen, min fødselsdag, en chokolade festival og så en venindes fødselsdag. 

Nu har jeg fået nok. Nu skal jeg da i gang igen. Jeg har haft en samtale med min nye kostvejleder i torsdags. 

Jeg får en kostplan af hende i næste uge, hvor hun vil komme med forslag til hvad jeg kan spise til morgenmad, frokost og mellemmåltider. Jeg glæder mig. Jeg har manglet inspiration og har følt mig vildledet af internettet med alt for mange tips. Jeg kan ikke gennemskue hvad det er godt for lig, hvad det ikke er godt for mig. Derfor vil kostvejlederen tage udgangspunkt i mine mål og ønsker. 

Hun anbefaler, at når jeg modtager den nye kostplan, skal jeg i de første 3 uger følge den slavisk. Bogstaveligt sagt. Det har jeg svært med, men vil gøre et stort forsøg. 

Det er jo til mit bedste. 

Ny kostvejleder - ny epoke.

Som I sikkert ved, har jeg en kontant kamp med kost (og motion). 

For 3 år siden opsøgte jeg en diætist og fik en bedre forståelse for hvad mad gør ved min krop og fik ad den vej motivation til at gøre noget ved det - og det lykkedes mig at tabe 30 kg. 

Det sidste halve års tid har jeg taget nogle kilo på igen - og ligesom lidt har glemt, hvad jeg fik som inspiration og motivationsfaktor for at tabe mig. 

Da jeg ikke vil tage yderligere på - og samtidig ikke være en sundhedsfreak. Jeg vil have en god balance i det - og samtidig at jeg "nyder" tilværelsen med sund mad, motion og at lege lidt kreativt med mad igen. Der skal naturligvis være plads til hygge og at spise usundt. 

Derfor har jeg opsøgt en ny kostvejleder. Den diætist, jeg havde, føler jeg ikke at hun kan give mig mere. Jeg har brug for ny inspiration og at få nye refleksioner omkring kost. 

Jeg havde en introduktionsmøde med kostvejlederen i går i Fitness World, da jeg også vil prøve at have en der "også ser" mig i ny og næ, når jeg kommer til centret og jeg har mulighed for at spørge hende om alt muligt. 

Vi har aftalt at vi afholder det første møde - som varer en time - torsdag den 25. februar, hvor vi går i dybden i mine mål og hvordan hun kan hjælpe mig videre. Jeg skal også måles og vejes. Er sikker på at min fedtprocent er så høj igen igen. Indtil den 25. februar har jeg fået opgave til at lave 3 dages dagbognote i hvad jeg spiser og drikker, samt hvordan mine aktiviteter forløber sig i løbet af en dag. I detaljer! Som i detaljer, at hun også vil have jeg noterer tidspunkt og hvor meget jeg spiser og foretager mig. Og at jeg naturligvis skal være mig selv og gør nøjagtig hvad jeg plejer - for så kan hun lave en "analyse" ud af disse. 

Jamen, halløjsa. Jeg føler mig næsten forpligtet til at spise godt i disse 3 dage. Men ved hvad hun mener. Det er kun mig selv, der rammes hvis jeg ikke er ærlig. 

Jeg er klar. Jeg glæder mig. Håber at jeg inspireres og motiveres i nye vinkler, uden at det er kedeligt og at jeg køres træt i det. 

Jeg laver nok en løbende update om forløbet. 

I skal bare heppe på mig :) 

Facts om Sri Lanka

Jeg er netop kommet hjem fra en 16 dages rundrejse i Sri Lanka og oplevede lidt af hvert og tænkte at jeg ville dele lidt med jer. 

* I Sri Lanka kan man ikke få Cola Light overalt. Man skal være heldig at få det i nogle enkelte restauranter og i bestemte supermarkeder. 

Hvis det er på dåse, så koster det dobbelte da de er importeret. 

* Man kan føle sig i livsfare i trafikken. Man skal se sig hele tiden for de køeer ikke pænt, det gør de ikke. 

Det er 2 vejs hovedvej, men tit er det 3 biler/busser/tuktuks på vejen. Til tider er det skræmmende men det fungerer for dem, men det ser sindssygt ud og det er tit tæt på! 

Og selv når man går på vejen, skal man se sig efter - tit får jeg tuktuk eller motorcykler så tæt på mig. 

* Når man (læs: jeg) er i en butik/shop eller ude og spørge en lokale om hjælp til noget, får jeg straks 3-4 mænd omkring mig. Der kommer bare altid folk omkring en og hjælper. Det virker tit overdrevent, da det tit handler om simple ting. Jeg oplevede blandt andet at der var 3 mænd om st hjælpe mig med bh'er. Jeg spurgte om de havde det mærke som jeg brugte - og straks var der 3 mænd der hjalp mig. De sørgede for at vise mig kasser med bh'er og viste mig vejen til prøverummet og efter da jeg prøvede dem, kiggede de forventningsfuldt på mig (i håb om at det lykkes). 

* Når man spørger de lokale om maden er stærkt, siger de nej eller at det kun er lidt stærkt - så er det altså stærkt! 

Ligeledes når jeg spørger om vi snart er der eller om hvor et bestemt sted er, siger de det ene og det andet. De siger tit  snart / vi er der snart, men det betyder egentlig: om en time! 

* Jeg tror ikke at de lokale er vant til st nogen vil gå eller sørge for ting selv i deres lande. 

Vi vil tit gerne selv gå fra A til B hvis det fx handler om få km, og vi er ude og gå, får vi masser af tuktuks på vejen der spørger om vi har brug for kørsel. Vi siger nej og fortæller at vi går selv. Der fik vi tit forbavsende reaktioner (og til tider også fornærmede reaktioner. Jeg tror at for dem er det ligesom at vi afviste dem). 

* Der er pris forskel på turister og de lokale ved turist-akkraktioner. 

* De udfører en meget, meget gammeldags regnskab på alt. Manuelt. Jeg har glemt at vi engang også gjorde det. Og det går fucking langsomt, siger jeg jer. Og endda med flere medarbejdere involverede. (ok, denne her giver da flere i arbejde). 

* I visse byer er det stadig tydeligt at Sri Lanka blev voldsomt ramt af den voldsomme tsunami-tragedie december 2004.

Jeg mindes ikke selv at have læst om det eller om folk snakker om at Sri Lanka var slemt ramt. Jeg husker at folk snakker om Thailand. 

Vi havde en fed tur. Vi fik mange gode oplevelser i vores rejsebagage, såvel de gode og de dårlige. De gode fylder heldigvis, og de dårlige kan man ikke undgå da det er i et fattigt land og med en anden kultur end vores. 

 

Sri Lanka er undervurderet - og jeg tror ikke at folk er klar over at man kan se så meget der. Heller ikke jeg, før jeg læste om landet.