et glædeligt gensyn med fortiden....

Er stadig på Castberggård - og har nu lyst til at tage hjem. Det hele går faktisk godt, at de godt kan undvære en enkel pædagog.

I går aftes havde vi bål & hygge ude på græsset og fik amerikanske pandekager, det var bare råhyggeligt! Alle var udenfor og snakkede og hyggede sig om bålet. Og der fik jeg øje på en gammel skolekammerat.

En skolekammerrat, jeg engang anså som en rigtig god ven i folkeskolen.
Ham, vi pigerne, var smålune på og havde kysset med på et tidspunkt.
Ham, der var så sød og nuttet da han var lille.
Ham, der var så god at snakke med.
Ham, som var vellidt af alle.

Ham, der er psykisk syg og ikke er sig selv. Ikke som den Lars, som vi engang alle kendte, da jeg gik i skolen med ham.
Vi hilste på hinanden, gav hinanden et kram og sagde til hinanden, at det var længe siden sidst, vi havde set hinanden, for det var rigtig nok! Jeg kan huske sidst, jeg så ham, var han rigtig nede og var indlagt på psykiatrisk afdeling i Odense.
Jeg havde svært ved at kende ham dengang, og det skulle gå et par år igen, før jeg så ham igen.
I går lod han til at have det okay. Han nævnte, at han ikke har det så godt, fordi han skal leve med sin sygdom resten af livet. Noget, han altid skal kæmpe med.
Lars skal leve med sygdommen, og det vil stadig tage ham tid til at erkende det og få det ´bedste ud af det´, hvis man kan sige det sådan.

Men det glædede mig virkelig at se ham i en meget bedre tilstand i forhold til det ´billede´, jeg havde af ham for et par år siden. Det billede var ikke behageligt at have i mine tanker, især når man har kendt ham som en dejlig dreng med mod på alt.
Jeg håber at det vil gå ham godt fremover, og at han trives trods sygdommen.