Brugt og færdig efter Abs!

I går havde jeg en af de meste ´hårde´ Absalon-aftener. Her i weekenden har Frontrunners7 arrangeret en international fest for hele verden, der ville og kunne komme til København. Frontrunners spurgte derfor Tegnsprogshuset på Brohusgade om vi kunne åbne huset i går til en pre-party før den store fest i aften.

Derfor indgik Absalon og Cafe17 et samarbejde, og kunne bruge stueetagen til festen - men ikke hele huset, da vi ikke havde personale nok til at kunne gøre det, selv om det helt sikkert ville være fedt at folk kunne gå op og ned, mellem 2.etagen og stueetagen, og dermed få et bedre indblik af tegnsprogshuset.
Stueetagen havde plads til 150 mennesker, og vi skulle lukke festen når personen nr. 150 trådte ind i lokalet - og det gjorde det (det havde jeg selv ikke forventet, havde regnet med at det ville blive omkring 100). Vi måtte endda sige nej til folk, der kom og ville ind, men vi måtte ikke gøre det, og der var næsten ikke mere plads.

Det var fart på hele tiden - og køleskabet måtte fyldes op igen flere gange. Selv om det var en travlt aften, var det hyggeligt at lige nå at hilse på alle nye ansigter, og jeg må hilse og sige at internationale gæster er en af de meste tålmodige ved baren. Håber jeg får det at mærke igen ved de fremtidige Absalons-aftner eller større fester.

Det halve af Danmark + internationale gæster gør sig klar til at erobre A-bar i aften, når Frontrunners7 åbner festen klokken 22, mens jeg har taget mig en hjemmehygge-aften sammen med Mette, hvor vi skal spise en lækker middag og bare nyde hinanden, uden at vi skal skynde os til festen eller får os en halvdårlig nat.

Jeg har simpelthen bare ikke lyst til at deltage til en fest, hvor der er 400 andre til stede, og indleder fuldmandssnak med de fleste og selv komme hjem klokken lort om natten, og huske tilbage til at det ikke engang har været det værd. Men ved også på den anden side at det kan være hyggeligt, og at møde nye folk - men det er ikke det, jeg orker, i øjeblikket.

Hav en dejlig Frontrunner-aften

Frisk onsdag morgen.... Sjældent syn!

Et øjeblik tvivler jeg på om det er noget galt. Normalt er jeg ikke så frisk en onsdag morgen klokken 8.20. Typisk for mig en onsdag morgen, er at jeg forbander dagen væk og glæder mig til det bliver om aftenen.
Er det fordi det er kommet rigtigt dejligt vejr frem, eller fordi jeg for en gangs skyld møder op kl. 10 på arbejde? Det er helt sikkert mødetidspunktet - også selv om jeg så får fri senere, men bare det jeg vågner op og kan være mig selv og nyde lidt tid med computeren, i stedet for at fare mig rundt og komme træt afsted til arbejde, som efterhånden er en stil hos mig. Denne dårlig vane har jeg længe ønsket at komme af med, men det skal en stor omvæltning til, og jeg gør særlig ikke meget ud af det.

Netop i dag er det helt passende at først komme på arbejde kl. 10 - har i mandags haft 2 x arbejde, og den hyggeligste middag med 3 af mine dejligste piger med tapas og asti og i går havde jeg træning samt aftensarbejde.


Det eneste, jeg gruer mig for senere i dag, er de sædvanlige onsdagsmøder som absolut ikke falder i min smag. For Garfield er mandage værst, og jeg onsdage.

Har I en "værst" dag om ugen - eller er det bare mig og Garfield, som skal ændre vores indstillinger.

En kongelig affære

Jeg og Mads (samt ca. 10 andre døve som vi mødte) var inde og se "En kongelig affære" med danske undertekster - og det var rigtig dejligt at sidde i biografen og se en dansk film på lige fod som resten af befolkningen. At man ikke er udenfor, når ens kæreste, familie eller nogen anden har set en dansk film og man ikke kan komme med, fordi der ikke er danske undertekster.

Jeg er ellevild! Og oven i købet, så havde den historiske perspektiv i filmen fanget mig, at jeg nu gerne vil få fat i bogen og læse den, og evt. google for flere kongelige historier tilbage i tiden. Jeg kender nærmest kun til vores nuværende kongefamilie (og det er nær ikke så spændende!).

Håber der kommer flere danske film med undertekster, så kommer jeg gerne oftere i biografen - og gerne med Mette, der er helt tosset med danske film.

Selv om det kan være lidt træls at komme hjem kl. 22 tirsdag aften efter svømning og spise sen aftensmad, er det alligevel altid en dejlig følelse, man har. At man gennemførte en times svømning i vandet og at man svømmede 1,5 km. Havde det bare været en almindelig selvdiscpineret svømningstime, havde jeg ikke dukket op. Men da jeg hele tiden bliver mindet om at der også kommer andre og svømmer med, giver det jo motivation. Motivation giver glæde. Det samme med træning herhjemme. Mette er begyndt at træne regelmæssigt, og jeg er derfor blevet motiveret, især da Mette blev min træningsmakker i FitnessWorld, for 90 kr. Ekstra om måned, så kan vi træne sammen på mit medlemskorg, og de sidste gange vi trænede sammen, har været rigtigt godt. Jeg synes ikke det er sjovt at træne i fitness-centret, da jeg ikke havde den rigtige motivation, og så synes jeg heller ikke at det er så sjovt men det giver en vis træningsglæde, at der er en anden som har lyst til at træne med. Min største udfordring er tid. At have tid til det hele, samtidigt med at træne regelmæssigt, som vil sige 3-4 gange om ugen, hvilket tit er urealistisk for mig og min hverdag, men hvis jeg vil, så er det bare at afsætte tid til det. Så er det jo bare at prioritere, og jeg ved inderst inde at når jeg bliver træt af det hele, så er træningen tit den sidste jeg prioriterer højt. Men så er det jo bare at finde det sjove ved at træne, også ved fitness-centre, for hellere se det gode og sjove, end at tænke på det kedelige.

1866

Jeg kan vist ikke helt slippe af med det frivillige arbejde. Før jul havde jeg afsluttet alle det frivillige, jeg var i gang med, da jeg skulle ud og rejse rundt i tre måneder, og jeg orkede ikke at bruge tid og energi på at tjekke eventuelle mails eller forvente kontakt fra det danske i forbindelse med frivilligt arbejde. Og desuden så havde jeg alt for meget arbejde i efteråret. Nu hvor jeg er hjemme igen, havde jeg tænkt på at stille op til et eller andet et - og det endte så med døveforeningen af 1866, eller måske bedre kendt som tegnsprogshuset i København. Jeg er inde som suppleant, og det passer mig rigtig godt, for det giver mig mulighed for at få en fornemmelse af om jeg gerne vil i hovedbestyrelsen til næste år, og så er det en helt anden bestyrelse-mennesker jeg kommer til at samarbejde med, som består af folk jeg normalt ikke omgås med,og i forskellige alderklasse, men det er netop det, det gør ens bestyrelsesarbejde spændende. Nye ansigter, nye ideer og nye udfordringer. Jeg er alligevel meget på Brohusgade, som døveforeningen har sin adresse, så det er jo helt fint og det er også kun 5 minutter fra hvor jeg bor. Jeg glæder mig til at få nye bestyrelseserfaringer, og ikke beskæftige mig med det samme, som jeg havde gjort med DDU og Døvania.

weekendhygge

Endnu en dejlig weekend er gået - og selv om jeg har sovet hele formiddagen væk i dag, efter en fest i nat på Nørrebro, har jeg alligevel været ude og gå en dejlig tur rundt i København sammen med Mette og nåede at komme hjem, inden det regnede og dermed bliver vi hjemme resten af dagen.

Den gamle Scala, som skal nedrives...

Hygge med Mad Men, sæson 4 med jordbær og små flødeboller fra Torvehallerne

Nyt legetøj

Jeg var ellevild, da jeg fik en pakke her til formiddag. Havde ellers forventet pakken først om en uges tid, men så kaldes det en supergod service, når de ellers havde meddelt at jeg skulle have pakken en-to uger efter at den er bestilt. Bestilte den tirsdag, sent om aftenen og fik den idag, fredag formiddag.

Og hermed præsenterer jeg min nye Ipad! Godt vi ikke har så mange planer for i weekenden, for der skal nemlig leges. 



Er den ikke bare smuk. Min hvide Ipad, som skal navngives, gerne meget snart.

Tegnstuen

I dag har Tegnstuen, udviklet via. Streetsigners, lanceret deres nye hjemmeside, og den er bare så lækker!

Tjek lige denne her ud.

Det har været fedt at se Streetsigners udvikle sig til noget så stort, siden det startede som det "små". Jeg kan især godt lide Tegnstuen, fordi det indeholder megen kreativitet, fede design og godt formål. Og så er det også fedt at opleve flere og flere døve starte deres egen virksomhed. At de står frem og bruger al den faglige og kompetence de har, og ikke nøjes med et arbejde, de ikke har drømt om.

Langt ude på "landet"

Her i eftermiddags har jeg, Mette og mor været i Borup, og besøgt Malerklemmen som Mette plejede at besøge da hun var barn. Jeg havde aldrig hørt om stedet, og da Mette fortalte om de store og berømte æbleskiver, der serveres der, skulle vi bare derhen. Jeg valgte dog alligevel æblekage, men Mette fik sine sædvanlige æbleskiver.

Malerklemmen

Æblekage med makroner med flødskum til, samt hyldeblomstsaft med æble og kanel i.

Havde det været en dag, hvor vejret var bedre, havde vi gået en lang tur i området for det så så hyggeligt ud, men heldigvis var det også så hyggeligt i Malerklemmen. Stedet kan anbefales.

Søndagspizzaer

Når man har været til en fest om lørdagen, hvor alkohol har været indblandet, er det sådan at man ikke orker det store om søndagen. I dag har vi bare slappet af, gjort rent i lejligheden og lavet pizzaer. Jeg kan bedst lide hjemmelavede pizzaer, så når vi skal have pizza, så er det bare at lave dej og lave pizzaer som vi vil have.

Det blev til 6 hele pizzaer samt 3 boller.

Så er det bare at putte resten i fryseren, og have lidt med til frokost på arbejde på tirsdag og så har vi pizza nok når der kommer dage, hvor tiden ikke lige er til madlavning eller travle aftner, hvor pizzaerne bare kan varmes op. 

Påsken

Så er det for alvor dømt på afslapning. Er netop lige kommet hjem fra Fredericia, hvor jeg og Mette har været hos far og Lotte til en påskemiddag, hvor der også for en gangs skyld blev samlet os alle 5 sammenbragte søskende samt vores kærester så vi var 10 i alt.



Vi snuppede også en dejlig gåtur med far via villahusevejene og volden, samt fået læst lidt. Det er jo påske, og det nydes meget. I aften skal jeg på arbejde i Absalon, i morgen til 2 x 25 års fødselsdagsfest og søndag får vi besøg af mor.

Hvad laver I i påsken?
        

Weekend

Så er det weekend igen - vores første uge er gået meget hurtigt og med for mange planer, at jeg nu sidder hjemme på sofaen og ikke orker at lave nogle aftaler i aften. Det er netop nu, jeg har lyst til alenetid med TVét, så jeg kan se hvad jeg vil, men er sikker på det ender med One Tree Hill - hvem kan ikke lade være med at glo på Lucas?! Og da Mette er ude i aften, snupper jeg lejligheden for mig selv, og laver den jeg har lyst og kan larme så meget jeg lyster.

Hvad skal I her i weekenden?

Jeg har i dag mødtes med Mejdal over brunch på Cafeen Klimt og gået rundt på Strøget, og forsøgt at finde tøj som pimps/hoes, men fandt desværre ikke noget der ikke koster mere end 200 kroner, da jeg ikke kan bruge så meget penge på udklædning i april. Har I ellers nogle ideer, er I meget velkomne til at komme med dem.
I morgen kalder afslapning og derefter skal jeg på arbejde i Absalon fra kl. 17 - 04, så det bliver sikkert min død, og der er pt. 98 tilmeldte til festen, hvor temaet er disco, så jeg glæder mig til at se folk komme med deres fede udklædte tøj, og så skal de fyre det af. Søndag er det middag hos en veninde.

Svømning

Så er jeg startet til svømning - Døvania tilbyder svømningtræning hver tirsdag, og i går har været godt, for jeg fik instrukterer om hvordan jeg kan svømme med benene og fødder bedre. Det er faktisk rart at vide og svømning giver jo også bedre konidition, så det bliver spændende om jeg kan mærke det om et par måneder.

Nu sidder jeg allerede oppe klokken 7.20, og det er VIRKELIG usædvanligt for jeg plejer at have svært ved at vågne og vågner nærmest kun når jeg lige har 10 minutter tilbage til at gøre mig klar, men er også temmelig sikker på at det forsat skyldes tidsforskellen i New Zealand, selv om jeg dagligt ikke føler mig træt eller andet. Håber da denne morgenfriskhed fortsætter, ellers er det jo ærgerligt for jeg kan bedst lide at motionere om morgenen, så hvis jeg kan vågne tidligt, er det jo pludseligt tid til motion før jeg skal på arbejde.

Boligdetajler # 3

De tre livsvagter

De tre hopimister

Da hopimisterne begyndte at være populære, tænkte jeg i første omgang at det ikke var noget særligt ved dem, og hvorfor jeg skulle have disse i min lejlighed. Dengang var det ikke gået så vidt med friske og fede farver eller med forskellige type figurer. Da det friske var begyndt at komme, var det bare mig - og lige pludseligt syntes jeg at de klæder lejligheden, og derfor har jeg på kort tid fået tre.

De har en plads på vindueskarmen i stuen.

Vindueskarmen i stuen, med andre ting.

At se og opleve New Zealand

At se og opleve New Zealand

De sidste 4 uger i New Zealand har budt på mange fantastisk oplevelser, såvel geografisk, historisk, kulturelle, naturlige og menneskelige oplevelser. Mens vi var i Australien, mødte vi nogen som vi udvekslede rejsesnak med, og vi fortalte at vi skulle til New Zealand efter Australien, så kom folk med deres wow-reaktioner, og de sagde at NZ var smukt at opleve. Dette havde vi set frem til – men da vi så kom til selve landet, var det en helt anden oplevelse. Naturen var virkelig, virkelig fantastisk dernede og ja, det var hele tiden vildt for os. Hver gang jeg ser et naturområde, tænkte jeg at det jo er fascinerende, men så kom der et nyt et – og sådan varede det 4 uger. Man så hele tiden grønne områder, og der var bjerge og bakker hele vegner (ok – ikke altid, men meget, meget af tiden og af landet er de der), med flotte kyster, klart og blåt vand i floder. Man kan bare blive betaget af naturen dernede, og da vi havde bilen hele tiden, havde vi jo den luksus at selv holde bilen når vi ville og nyde udsigterne. Men det har også været hårdt at køre meget rundt, især fordi det meste af NZ er på hovedvejene og tit ved nationalparkerne eller ved bjergeområderne er der mange svingkørsler og det kan være træls at køre helt op og så ned, op og ned. Men udsigterne har helt sikkert være det værd.

Den vestlige del af sydøen - på vej til Franz Josef Glacier

Gennem hele New Zealand-turen har vi boet på campingspladserne, i vores lejede grønne bil, så vi har praktisk nærmest levet i den, og den er herlig at have når der er dårligt vejr. Det fede ved campingspladserne i NZ, er at de er så miljøbevidste og sørger for at have genbrug-skralde stående.

Ligesom i Australien, så har vi været glade for at køre selv rundt i NZ og planlægge ruterne og aktiviteter, for det giver os meget mere frihed og der er rigdom på spontanitet, og der kan opstå mange nye og andre seværdigheder og aktiviteter undervejs. At bo på campingspladserne i NZ har været godt, de fleste steder er rigtig godt og vi har på denne tur lavet meget mere lækkert mad og med varierende indhold, for vi er temmelig træt af at skulle spise noget så kedeligt som nudler så tit, så slut med det i NZ.

Vi mødte mange forskellige mennesker – fra hele verden, for det meste er de fra Europa (især tyskerne) eller USA, og de fleste er i samme aldersgruppe som os, eller ældre. Jeg synes ikke at jeg har set så mange unge (fra 18 – 25), som vi havde gjort i Australien, men det skyldes helt sikker fordi de kører med Kiwi Experience og bor på hostels. Jeg er glad for at jeg ikke har valgt at køre med Kiwi Experience, for det havde vi overvejet før vi lejede bilen. I New Zealand er det nemt at tage rundt, om så det er med bil eller bus, men for mit vedkommede så er det friheden, det lægger størst vægt hos mig. Men desværre var benzinen overraskende nok dyrere end vi havde regnet med, i Australien var det mere billigt, egentlig lidt komisk når der er andre billigere varer i NZ.

Et eksempel på vores aftensmad

I New Zealand fik vi besøgt mange byer undervejs – og de er alle sammen meget forskellige, men der var ikke så mange store byer. Kun Auckland, Wellington, Christchurch eller Dunedin. Nu hvor jeg tænker på byerne, så er det klart de mindrebyer jeg har syntes mest om. Her fik jeg mulighed for at mærke mere hvad byerne går ind for eller har deres værdighed, hvor de storbyer nærmest minder om andre storbyer med masser af seværdigheder der egentlig ikke er SÅ spændende. Men i Christchurch var det lidt specielt at besøge, fordi byen forsat er meget præget af det store jordskælv sidste år og den er ved at genopbygge mange af stederne. Der er forsat dele af byen, som havde halvt ødelagte huse. Hvis jordskælvet ikke havde været til, så havde jeg nok ikke været så fascinerende af Christchurch. Det er bare fedt at opleve en by, der forsøger at komme videre efter en trist begivenhed (ligesom i New York og andre steder).

Cathedral Kirke i Chrictchurch, præget af jordskælvet i 2011. 

Vi fik også prøvet forskellige aktiviteter, som vandreture i henholdvis Tongorio National park på nordøen, mindre vandreture i Abel Tasmen National park og Fiordland Nationalpark på sydøen, samt lejet mountainbikes og leget lidt ude på bakkerne og cykle på New Zealands berømte Rail Trail som trækker sig ud på 150 km men vi cyklede kun ca. 25 km. Og så må vi heller ikke glemme at vi også har lagt et visit hos Franz Josef Glacier på sydøen, hvor man kunne vandre lidt på noget isglejser på et mindre bjerg, der om vinteren også er et skiarena.

Is-glejser ved Franz Josef (og så skulle Mette selvfølgelig være lidt fjollet)

Gåturen var "kun" på 5 km, hvoraf 2 km var på isen. 

Vi har været pokkers heldige med vejret, at det meste af tiden har vi faktisk haft godt og dejligt vejr med solskin, men det er tydeligt at efteråret var kommet, for det var køligt om aftenen og de fleste morgener. Vi har oplevet et par voldsomme regndage, hvor det bare regnede og regnede, og når det skete, kunne vi kun håbe på at det skete på de rigtige dage såsom at vi ikke skulle ude og vandre. Vi fik f.eks. aflyst en bådetur og se Hole in the Rock pga. regnvejret. Ellers har det også været nogle dage, hvor der var meget tåget, blandet andet fik vi frarådet til at vandre på den berømte Alpine Crossing i Tongorio National park.

På vej til vandreturen "Key Summit", i Fiordland National park, tidligt om morgenen

Så fik vi også en mindre kamp med parkeringssystemet i NZ. Vi fik en parkeringsbøde, trods af at vi havde betalt for en parkeringsbillet og vi fik bøden alligevel. Vi blev foragrede og var henne i tre forskellige infocentre for at få dem til at ringe til parkeringscentralen, eftersom de ikke efterlod en email adresse på deres hjemmeside. Centralen sagde at vi parkerede i en reserveret plads – og det tror vi fandme ikke på, men vi kunne ikke gøre andet end at betale bøden, for ellers ville vi hænge på regninger fra biludlejningsfirmaet alligevel, men jeg har tænkt mig at indsende en klage til parkeringscentralen online.

Det har været 4 fede uger – og man kan nemt komme rundtomkring og opleve meget på en måned, men hvis jeg havde 6 -  7 uger til New Zealand, ville det være perfekt til mig og jeg ville have fordybet mig mere på nogle af vandreturene ud over et par dage og sove i telt evt. Men jeg har på nuværende tidspunkt ingen planer om at vende tilbage til NZ igen – men udelukker ikke muligheden for at gøre det, men det bliver helt sikker først om mange, mange år. NZ er ikke stort, at det er nok at være der én gang (eller to gange i løbet af ens liv).

Hvem der mon har fået årets første jordbær? :)

Tak for I fulgte med i de sidste tre måneder. Nu kalder hverdagen igen og det er kun godt, for så kan jeg altid glæde mig frem til andre og nye rejser. Det er i hvert fald ikke en sidste gang, jeg tager på en længere rejse, men det sker nok ikke foreløbigt :) Skal have styr på økomonien først, og så er der jo arbejde. Jeg kan ikke altid søge om orlov. 

Sydney - vol. 2

Så er vi i Australien igen - nærmest! Vi befinder os lige nu i Sydney lufthavnen, og der venter os en laaaaang hjemrejse, og dette glæder jeg bestemt ikke til.

Den sidste uges tid har vi gået rundt med blandede følelser. Den ene dag glædede vi til at komme hjem, til de vante og trygge omgivelser, at se venner og familie igen, at gøre de ting man plejer, at bruge et køkken med alt køkkenudstyr igen og at komme hjem til egen lejlighed. Men på den anden side er der naturligvis en ende på en fantastisk tremåneders rundrejse, med spontanitet, nye indtryk, nye erfaringer og med begrænsede varer og tøj.
Men nu glæder vi altså til at komme hjem. Vi har også leget med tanken om hvis vi fx. fik tre måneder ekstra eller hvis vi havde vundet en million, hvad ville vi have gjort.
Jeg vil afgjort gerne fortsætte turen - dog vil jeg gerne til et andet andet, sikkert i Asien. Men nu kalder Danmark og den daglige hverdag igen og det er nødvendigvis ikke dårligt, selv om der er en stor del af mig, som synes det er ærgerligt at allerede vende tilbage, men tiden flyver jo hurtigt afsted.

Fødselsdagsgaven fra Mette

Så har vi lige bestilt en ny mobil til mig. Det var Mettes fødselsdagsgave til mig. 

Jeg har i et stykke tid overvejet en ny mobil, eftersom min var begyndt at vrøvle lidt og så er det ligesom på tide at skrifte ud. Og det er også grunden til at jeg ikke har brugt mobilen rigtigt mens vi er hernede, for den  generer mig. 

Men nu har jeg noget at glæde mig til på torsdag, forhåbentlig er mobilen til at hente når vi kommer hjem. 

Kan I gætte hvad for en mobil det er? Det er måske ikke sååå svært. 

Christchurch - og omegn...

Saa er vi i Christschurch, den sidste destination inden vi tager hjem. Vi er i ojeblikket i centrum, hvor den halve af byen er i kaos og lukket efter et jordskaelv sidste aar. Nu er byen ved at renovere og efter hvad vi had set, vil det tage flere aar for det ser paent ud igen.
Selv om der er nogle ting, vi ikke kan komme til at se som vi egentlig ville, saa er det jo en anden perspectiv, vi faar i byen. At opleve hvordan de kommer igennem en trist begivenhed og at genopbygge en by som de tidligere har kendt.

Er lige i apple shore for at tjekke internet kort, for gider ikke altid at betale for at komme paa internet. Vejret er utroligt forsat varmt, og vi nyder det.

Det er utroligt, at vi kun har haft en og halv dag med regn efter otte dage på sydøen i New Zealand, men jeg klager bestemt ikke. Før vi kom hernede, havde vi mødt en kvinde i Australien der havde været i NZ før hun kom til Australien. Hun oplevede NZ meget regnfuld og det regnede hver dag, og derfor havde jeg frygtet det værste, men fået bedre vejr. Sådan skal det være. Efteråret er kommet i NZ, men alligevel er der godt vejr, at jeg kan gå rundt med tshirts, at jeg helt sikkert bliver syg når jeg kommer hjem. 

Det er kun en uge tilbage, og det bliver alt for underligt at tænke på, for jeg er sådan set begyndt at vænne mig i dette tilværelse, med blot en rygsæk med lidt til. Men på den anden side, er det altid godt at komme hjem igen. 

Lige nu befinder vi os i centralt Otago, hvor vi i morgen forhåbentlig kommer på en cykeltur på New Zealands første jernbaneskinner (der kører ikke tog længere, men lavet om til vandreture eller cykleture). Vi har næsten set, hvad vi ville se/nå, så den næste uges tid skal vi ikke køre vildt meget og bare nå de sidste ting op suge de sidste oplevelser i os i en roligere tempo, i forhold til de sidste tre uger.

At runde de 30

...Så er jeg blevet 30. Og det er ikke en forskel fra at være 29, og endda 24, for en sags skyld. Jeg har på den seneste tid spekuleret meget på, hvad folk mener med at de er kommet i panik, ved at nærmere de 30 eller at fylde 30 - eller at være i 30érne. Nogen synes at de er for gamle, når de først er i 30érne. For gammel, tænker jeg? Hvad er man så som 75-årig?

Jeg trives rigtig godt og har det godt med mig selv og omgivelserne. Godt nok har jeg mange overvejelser omkring en eventuel kandidatuddannelse eller noget i den retning, men det er så en anden sag. Jeg tror faktisk at jeg har det langt bedre med mig selv end da jeg var 20. For mig betyder alderen intet, blot jeg har det fantastisk og trives med de ting, jeg foretager mig. At jeg er glad. At jeg står op om morgenen og gør glade ting. At jeg har opnået meget i mit korte liv.
Jeg ser ikke ud som en 30årig og det er jeg faktisk glad for. Men det har nu ikke den store betydning. At jeg har klippet alt mit elskede hår af i Australien har intet med at gøre at jeg nærmerede de 30, og at jeg først gjorde det nu, selv om jeg har snakket om det i årevis, men hellere gøre det senere end aldrig.
Det vigtige er, at man trives og hviler sig med selv, for at have det godt og ikke lade sig påvirke med alderen. Har man et godt helbred og godt livsmod + humor, så kan jeg ikke se hvad det er galt med at være 11, 34 eller 67. I New Zealand (og Australien) ser jeg rigtig mange ældre og friske mennesker, der gør ting, som jeg vil ønske at jeg kommer til at gøre når jeg selv bliver ældre. At de kommer op og vandre i et bjerg eller tage på lange bilrejser.

Og så har nogen sagt til / spurgt mig, om jeg ikke snart skal giftes eller have børn, eftersom jeg jo snart fyldte 30. Måske får jeg lyst til det engang. Måske om halvt år, måske om et par år eller aldrig. Jeg kan kun svare på et nuværende tidspunkt - og det er at jeg ikke har lyst og have behov for at gifte mig. Jeg har det meget fint med mit forhold som det er nu. Hvorfor ændre det? Og med hensyn til børn, så har jeg ikke haft den følelse at have lyst til at få dem (ikke endnu...) og så skal jeg jo ikke i gang med det, selv om jeg er 30. Ingen grund til at skynde mig. Jeg har mange år endnu, hvis det skulle ske noget senere i livet. Hvis det ikke kommer til at ske, så er det jo det. Jeg synes at børn er fantastiske og de er bestemt livets gave, men det er nok ikke liiige mig. Jeg har heldigvis søskende, der kan gøre mig til faster (og moster) samt venner der får børn. Er fadder til superskønne Max, og selv om jeg ikke har en rolle i hans liv, og det er Elisas kusine som er gudmor til ham, er jeg alligevel glad for titlen. Jeg er altid glad for at se mine venners dejlige børn, og vil gøre mit for at følge med i deres liv og udvikling. Det er måske ikke alle, det forstår det. Men det er ok. Det skal jeg ikke tage mig af. Så længe jeg selv er tilfreds og trives med det liv, jeg fører lige nu.

Jeg tror at de fleste (måske tager jeg fejl - og forhåbentlig gør jeg det) har en fast forestilling om hvordan en tidslinje i ens liv skal forløbe sig. At fx. være færdiguddannet omkring de 25, at være forældre og gift inden 30 og at være en lykkelig person med det hele inden 35. Sådan foregår det jo ikke. Det sker fordi man selv har lyst og at det er muligt. Man kan umuligt nå alt inden man er 30 - bare fordi der er nogen andre, der har gjort det.

Lykken er....

når jeg og Mette sidder om aftenen med lun chaite og sludrer om dagens oplevelser og de indtryk vi har fået, samt planlægge lidt til den næste dag. 

Vi befinder os nu ved den vestkyst af sydøen i New Zealand, og har vandret en smule - ved Abel Tasmens National Park, og der venter os forhåbentlig flere vandreture. Jeg orker ikke at kun opleve NZs fantastiske natur ud fra bilen.

Vores dejlige og praktiske bil - som vi også sover i

Os to foran et Hobbit-hus i Matamata (der hvor Hobitternes hjem blev filmet til Ringenes Herre-filmene)

Lækkert område, og dejligt at få et lille indblik af Ringenes Herre udefra - og der er rigtig mange steder i NZ, hvor der er blevet optaget til filmene. 

Mig med look til Mountain Rueapahu - som vi vandrede på ca. 12 km.

Den oprindelige plan var at vandre på den berømte Alpine Crossing, men pga. et voldsomt vejr blev alle frarådet til at vandre på ruten, så det blev til denne rute, som også blev en dejlig tur for os. 

Billederne er fra nordøen, og alle dem som har været i NZ har anbefalet os at bruge mest tid på sydøen, og efter vi selv har været på nordøen, synes jeg faktisk at den har meget at byde på, men ja naturen på sydøen er måske mere fantastisk og skøn. 

den første uge

Så har vi været i New Zealand i en uge, og jeg må give alle andre ret i at naturen her bare er fantastisk! Vi har stadig tre uger endnu, så jeg tror gerne at der er mere at se og at der kommer nogen mere wow naturoplevelser.

Vi har været lidt rundt omkring, været i Cape Regina, Coromandel, Auckland, Matamata, Waihi og Haihi. Har stadig ikke helt styr på alle bynavne i New Zealand, især dem som starter med W. Vi fik også fejret min fødselsdag, som var en rigtig dejlig dag, hvor jeg var heldig med at få et dejligt solskinsvejr hele dagen. Vejret her er meget skriftende, fra at være godt vejr eller til en rigtig regnevejr, og når det sker, så regner det fandme. Vi fik bl.a. vores sejletur til Hole in the rocks aflyst pga. det. Men sådan er det jo hernede, og vi kan også frygte at andre ture kan blive aflyst.

Lige nu befinder vi os i Rotorua, midt på nordøen, og i morgen tager vi videre til Taupo, derefter Tongoririo National park og så Wellington. Derefter sejler vi til sydøen og er der de sidste 14 dage af vores ferie.

Lige et billede fra Fiji.

Waya island 

New zealand

Så er vi kommet godt frem til New Zealand og har været det i et par dage. Jeg kunne først rigtig forstå det da vi sad i flyveren og ikke igen var dukket forgæves i lufthavnen. Vi har fået vores sovebil og den er dejligt praktisk især fordi der er et skriftende vejr her og vi orker ikke et telt som skal pakkes ned og op og så være afhængig af vejret. Vi landede i Auckland og var der en dag inden vi kørte videre nordpå. Vi mistede jo en dag så det blev til kun en dag i Auckland hvilket passer mig meget godt da den ikke sagde mig noget. I morgen skal vi helt til øens top og derefter køre ned mod sydøen med nogle stop undervejs.

At se og opleve Australien

De 7 uger og 5 dage, vi har været i Australien, har været fantastiske med forskellige oplevelser og indtryk.

... Vi startede i Sydney, hvor vi tilbragte 4 dage, og derefter hente vores lejede bil og kunne starte vores østkyst-rute. Sydney sagde mig ikke så meget, og 4 dage var rigeligt. Operahuset, Harbour Bridge og The Rock var fede at visitere, men derudover så er Sydney en international storby, hvor vi havde svært ved at mærke at vi var kommet til Australien, og her mærkede vi også at mange fra Asien kommer her.

Vi var heldige at kunne opleve lidt af australske jul, hvor vi fik set hvor rolige folk er om dagen den 24/12, noget nyt for mig, som har oplevet dansk jul, hvor folk kun tænker på at lave julemad til familiebesøg og gøre klar til juleaften med al mulig forberedelser. Her holdt de fleste til udendørs aktiviteter og nød solen, og ikke spise varm julemad, men i stedet nogle kolde madder, og det varierer lidt hvad de spiser.  25/12 var det en helligdag, og de fleste gik i kirke, vi var kort med inde i St. Mary og kiggede lidt med, men gik hurtigt igen for jeg synes at det var alt for mærkeligt.

… Så tilbragte vi 5 uger ved østkysten med vores lejede Toyota, og ruten hed fra Sydney til Cairns. Vi startede turen meget afslappet og helt til Blue Mountains og til de ”Tre Søstre”, og tog tilbage til østkysten og besøgte efterfølgende Taree og Coffs Harbour som i øvrigt også tilbragte nytårsaften, sammen med byens mange borgere ved stranden, hvor der var opsat en kørende cirkus og fyrværkeri ved stranden. En meget anderledes nytår blev det til – og vi var i hvert fald ikke alene. Jeg tror at australiere holder jul og nytår på en anden måde, fordi de har sommertid, mens vi er i vinter, og for dem er det naturligt at være ude og færdes, ligesom vi ville have gjort i vores somre. Det kan vist ikke være anderledes.

… Den størstedel af de 5 uger, havde vi sovet ved campingspladserne og derigennem fik vi mødt og set mange australske par og familier holde deres sommerferier og de gjorde det med campingstil. Det er som om de er stamkunder og deres campingsvogne eller telte så ud til at være deres hjem. Det var en fed måde at møde australiere på, i stedet for kun bo på hostels, for der møder man nærmest kun turister fra hele verden. Her er det dog andre fordele ved hostels, at man kan få inspirerede rejseruter eller udveksler rejseerfaringer med andre fra hele verden, her var sprog også en spændende kombination. Vi har gennem rejsen mødt mange unge fra hele verden, og haft hyggelige samtaler, om det små til det store, især hvor modigt af mig som døv at ´færdes´ ude i verden, og netop denne kan irritere mig lidt, for det ærgrer mig at folk er så uvidne. Men hvordan kan det være anderledes for dem, de mærker ikke at det er belastende for mig at hele tiden blive mindet om at de ikke havde troet at en døv kunne rejse ude i verden, ligesom dem selv. For dem er det måske en førstegangsoplevelse at se en døv, og oven i købet opleve denne ude i verden. Men andre gange kan jeg være glad indeni, for så har jeg også vist at døve bare er døve og nøjagtige de samme som resten af befolkningen, med de samme rejseinteresserer, lyst og behov.

At leve og bo i en campingsplads er billigere end at bo på et hostels, hvis man rejser 2 eller flere sammen, og på den måde kan man også lave lækre middagsretter fordi det koster mindre at være på en campingsplads, hvor man alene eller med andre bor på hostels, som koster mere, og de fleste vælger at spise billigt og meget kedeligt: spaghetti med ketucup til, sådan meget enkelt, ellers dåsemad eller en anden billig løsning.

Det har vi ikke gjort meget af, vi har forsøgt at spise lidt varieret, men af og til kan det være svært for os, da det kræver et køleskab det meste af tiden, og så har de jo ikke groft brød eller den slags, så vi er godt nok meget trætte af hvidt brød.

…. De 5 uger på østkysten kom vi til at besøge blandet andet Byron Bay – en dyr by at besøge, og så var det ikke det værd. Surfers Paradise vil være bedre at besøge, selv om byen heller ikke siger mig så meget, det er nærmest kun stranden som trækker mig til Surfers Paradise, men stemningen er a ´la til Hollywood og Miami, og det var ligesom en gentagelse af dengang jeg var i USA.

Nimbin – hippiernes by – hvor vi fik oplevet nogle sjove typer, og så var vi teltnaboer til to stofmisbrugere, det er hvad vi tror, som lever af en kuffert.

Noosa – en hyggelig by, hvor man kan bruge et par dage til at slappe af og dase hen, samt nyde en dejlig strand, og en masse lækre huse.

Brisbane – hvor vi desværre kun besøgte meget kortvarigt, men vi orkede ikke en storby og vi havde ikke noget vi absolut skulle se, men mens vi var der, var det igen et møde med så mange asiastiske folk. De holder sgu til kun storbyer, vil jeg tro, for dem møder/ser jeg i Sydney, Melbourne og Brisbane, og ellers de ”store seværdigheder” rundt omkring. Brisbane er også en international studieby for unge.

Hervey Bay – der ikke var byen værd at besøge og der ER intet der, men det er kun fordi der er færgeforbindelse til Fraser Island, der i øvrigt anbefales. En sandø, med gode naturbesøg og sjove bilture på sande.

Airlie Beach – en lille strandby – som er hyggeligt, men man keder sig efter en dag. Derfra sejler man ude på whitsundays, og vi var på to dages sejeltur og se nogle strande og her så jeg virkelig en smuk strand, som hedder Whitehaven Beach. Man kan bare kun blive betaget af den! Vi fik set lidt af koralrevene ud fra Great Barrier Reef, men synes ikke at det var noget særligt, hvor et besøg ude fra Port Douglas, mere nordpå, ville være mere værd, hvilket vi også gjorde. Her havde vi kunne undværet en dag af de to dages sejletur, da vi alligevel var meget på båden, men fordelene var at vi kunne være med til at hjælpe til på båden og fik mulighed for at sove i en lille kahyt, men det var hedende varmt om natten at man nærmest ikke kunne sove så måske hjalp det ikke så meget.

Tully – selve byen ligner et udryddet område, at vi ikke ville sove der og i stedet fandt hsuly ved Mission beach, der hvor vi fik teltet ødelagt og oplevede voldsom regnvejr. Men vi var der, fordi vi skulle med til en riverrafting i Tully, som blev til en fantastisk oplevelse, hvor vi ikke bare fik en smule ekstrem oplevelse, men også fik set Tully River og dens natur.

Daintree – den nordligste del af østkysten, vi nåede til og det var for FUGTIGT til os, at vi faktisk kun var der en dag. Vi orkede ikke mere. Vi nåede at besøge Daintree Forest, og det var en fantastisk stor nationalpark, hvor vi fik set underlige træer.

Cairns – vores sidste stop og en by, vi godt kunne klare os i tre dage af slagsen, men vi endte med at være der i 4 og halv dage, fordi vi droppede flere dage i den fugtige Daintree. Cairns var også meget fugtigt, og byen er ikke så speciel, ud over mange forskellige ture ude til koralrevene og andre byer rundt i Australien.

Undervejs havde vi også stødt på nogle mindre byer, hvor de fleste så ud til at være dødssyge, men det er også derfor turister kun kommer til de byer, hvor der sker noget. Jeg har ikke oplevet byer som jeg bare skal besøge igen på østksyten, men holdt af den fede strandstemning, hvor der tit går mange unge og flotte halvlangthår fyre, især lyseblondt, med deres surfbræt eller skateboards. Det var vildt at opleve fra en højsæson, fyldt ned turister og australiere overalt til en begyndende lavsæson, hvor der kun er turister, man møder. Fra Sydney var det dejligt varmt, men efterhånden vi kom mere nordpå, blev det mere fugtigt og det var mere en klam varm.

… så blev det tid til vores nye og en kortere rejserute fra Darwin til Alice Springs, og derefter videre til Melbourne. Det blev til en helt anden australsk ´verden´, til modsat af østkysten med alle strandene og man havde kort adgang til alt, blev Darwin – Alice Springs´ 9 dages tur en fed tur. Her fik jeg mærket på en ægte australsk ørken, hvor der virkeligt var langt mellem byerne, og det var rødt, kobber og brunt overalt. Ingen strand. Men fantastiske rocks og klipper, hvor vi blev intoduceret til nogle fascinerede steder, b.la. Kings Canyon og Kakadu Nationalpark. Her var folk mere iført friluftstrøjer samt vandresko med uldsokker i, for at holde på sved. Varmen i midt Australien er et helt andet klima, og fra Darwin var det dog også fugtigt, men i Alice Springs var det så varmt, samt fik vi også et indtryk af hvordan aborginale-folk havde erobreret Australien, samt levet i det indtil de hvide overtog og de trak sig tilbage, men de er forsat rundt omkring, men de ønsker ikke at vise sig og de ønsker at vi skal respektere dem samt deres kultur og traditioner.

… Og vi må ikke glemme alle dyr, jeg har mødt under hele turen! Hjemmefra havde jeg været forberedt på at møde større krybdyr i forhold til Danmark, men det største chok var da jeg mødte store edderkopper i de rum, jeg skulle sove i. Efter edderkopperne blev fjernet, tog det mig en tid før jeg kunne sove. Ellers er jeg vant til at omgås med gekkoer ude på toiletter. Det har været en oplevelse sig selv at se andre og nye dyr, f.eks. pingviner og kænguruer og dingoer.

Det er ikke bare de steder, vi har besøgt, men også selv australske folk, den australske stemning f.eks. jul/nytår + Australians Day, at handle i supermarkeder, at kommunikere med dem og snakke med dem om deres land. Australiere er meget stolt af deres land (OK – alle er jo stolte af deres eget land) og de er rigtig flinke og MEGET hjælpsomme. Jeg havde ellers læst om det, men at opleve det selv, så synes jeg at de er mere hjælpsommere end jeg havde forventet. Det at vi selv har valgt at køre med en bil 5 uger har også medvirket til at vores tur har været mere flekisbel, i forhold til hvis vi havde rejst med bus eller tog, for så kunne vi selv vurdere hvad tid vi vil af sted, hvor længe vores pauser kan være og at ændre vores ruter undervejs. Det giver mere frihed, selv om det måske koster en smule mere, da bare at leje en bil hernede er ikke så billigt, men vi vil gerne betale ekstra, for den dejlige frihed, vi har fået og de ekstra og ´pludselige´ oplevelser, man får på vejen. Det får man også ved at rejse rundt med bus eller tog, men på andre måder.

… vores sidste destination var i Melbourne. Byen har overrasket mig. Den er faktisk fin, med gode muligheder at færdes rundt i, og da vi hjemmefra havde booket 5 dage i Melbourne, greb jeg chancen ved at kontakte to steder, der havde døve med at gøre. Jeg ville ellers have besøgt andre steder før, men da vores tur ikke var fastlagt, turde jeg ikke at lave aftaler med stederne, for jeg bryder mig ikke om at lave en aftale og så kommer jeg ikke. 5 dage i Melbourne var en dag for meget, så det var godt vi havde besøgt døvestederne samt booket en heldags tur til Philips island.

Jeg har engang sagt at jeg tror at jeg kun besøger Australien én gang. Dette er så ændret, dog vil jeg ikke vende tilbage om et eller tre år. Det skal vare flere år endnu, for jeg ønsker at have den der brændende lyst, ligesom inden vi skulle hernede lige før jul. Jeg vil gerne udforske mere i den australske historie og natur, og besøge mere i den vestlige side af Australien som også har så meget at byde på. Det vil jeg så glæde mig til.

Tak for denne gang. 

Ekstra dag på Fiji

Det bliver alligevel ikke til noget med New Zealand i dag. Sikke skuffede blev vi, og mange andre, som var dukket op i lufthavnen, tidligt i morges klokken 6.30, men vi måtte nøjes med en kedelig besked om at vores fly ikke kommer op i luften i dag. De arbejder på at vi kan komme afsted i morgen, hvilket jeg håber meget på, for jeg er så meget klar til New Zealand og dets så mange fascinerende muligheder. Et øjeblik tænkte jeg på, at hvorfor i alverden skulle det ske for  mig, men på den anden side har jeg også været meget heldig på mine andre rejser siden jeg startede min rejseinteresse. Det er egentlig første gang på denne tur, at jeg oplever så mange uheldige hændelser. 

Så vidt som vi har forstået, skyldes det driftmæssige problemer og så længe det drejer sig om sikkerhedsmæssige forhold, vil jeg kunne acceptere aflysningen af vores fly, men håber naturligvis at vi kan komme hurtigst som muligt afsted, for selv om vi nu er indkvarteret på et lækkert hotel med fri mad og drikke hele dagen, og vi har et fint værelse med internet til, er det jo ikke helt det samme. Vi vil jo gerne være i New Zealand nu. Men for at være positiv og ikke være sur over den slags, har vi jo muligheden for at nå en del praktiske ting i forbindelse med computeren og at bruge internet, for det er så mange ting vi skal og kan bruge internettet til. Vi vil samtidigt se mere på hvad New Zealand har at byde på, og Eva der har været i New Zealand, har også kommet med nogle fine tips om landet, så vi er mere end klar til ar erobrere NZ. 

Fiji

De sidste 5 dage er fløjet hurtigt forbi, med total afslapning. De første to dage har vi været i Suva, en mindre storby på selve Fiji. Derefter var vi på en af øerne, som hed Waya-island, hvor vi var på en rigtig dejlig bungalow-afslapningsweekend, hvor vi slet lavede ingenting, ud over at slappe af, læse, snakke, spise god mad (og fik smagt nogle af Fijisk mad), badet ved stranden samt fået sol (igen!). Nu er vi friske igen og klar til at komme videre, til vores sidste destination af ferien: New Zealand.

Vi synes at det har været godt at placere Fiji og have nogle dages afslapning mellem to lange rundrejser, og selv om Fiji, især øen, var rigtig lækkert, havde jeg fået nok, allerede efter to dages relaxing. Jeg har svært ved at bare forstætte med at ligge på stranden og læse dagen lang efter en dag, og kan mærke at jeg er begyndt at blive rastløs. Så er det jo meget godt at komme til New Zealand i morgen og får oplevet en del igen, samt få meget at se til. Vi glæder os til at hente bilen i lufthavnen, en sovebil, så nu behøver vi ikke at pakke et telt op og ned.

Det lille kamera er forsat kaput, men vi var heldige at kunne overføre billederne til computeren, og har brugt det store Nikon kamera indtil videre, og i starten var det underligt (og besværligt, for det er jo stort og ikke lige til at putte i lommen), men nu er vi vant til det og det tager jo også mange bedre billeder, så det er jo dejligt. Før vi rigtigt fik brugt kameraet, havde vi talt om at sælge den når vi kommer hjem, men nu har jeg ændret mening og vil gerne beholde den. Har lært den bedre at kende og synes at vi er blevet fine venner. Mange gode billeder er blevet taget i Melbourne og på Fiji, men internetforbindelsen her sucks, så det tager en million år om at få billeder lagt ind, så det tager jeg lige en anden dag.
Det er meget underligt for mig at sidde her og tænke på at der kun er 4 og halv uger tilbage, til vi er hjemme igen, og tiden er bare fløjet afsted, at jeg liiiige vil ønske at folk i Danmark donerer os penge til at vi kan rejse lidt videre, sådan et par måneder mere. Måske bliver det helt noget andet om en måned, hvor vi evt. kan blive mætte af det hele og bare vil hjem. Men det har vi ikke lige nu, og nyder turen i fuld drag, især at vi slipper for en dansk vinter i år, for det magter og orker jeg slet ikke. Ikke i år.

The last day

Vi lagde dagen ud på at besøge Victorian College for the deaf children, beliggende i syd for Melbourne. Det blev til to timers hyggelige rundvisning, hvor vi fik lov til at hilse på næsten alle eleverne på skolen. Skolen har pt. i alt 75 elever, og ligesom Danmark har de haft faldende antal elever, men det fede ved skolen, er at de ikke er bekymret. De tror på at skolen overlever og at flere elever kommer til, efter at de har prøvet hørende skoler.
Skolen har en café, som har åbent om mandagen og tirsdagen, hvor døve elever lærer at servere, bage kager, sælge, kommunikere med købere, at samarbejde, stå i køkkenet og m.fl, med den mulighed for at senere uddanne sig indenfor området efter endt skoleforløb. Det kan godt minde om Allehånde, bortset fra at det er et skoleprojekt, og Allehånde mere er et socialeprojekt under økonomiske støtte af det offentlige.

Vi har været dødtrætte i dag, og har bare sovet lidt i en lille park, ved siden af Victorian Bibliotek og bagefter gik vi en tur til Victorias Market, men de begyndte at lukke da vi kom, så vi gik til Melbournes Central indkøbscenter og gemte os for solen. Den har været virkelig fremme i dag og gjorde os rigtig sløve, og vi er også rigtig smadrede efter en dejlig dag i går på Philip Island, 130 km syd for Melbourne. Vi var b.la. i en chokoladefabrik, forbi en vinsmark og smagte på 6 forskellige vin med ost, brød og kiks til. Derefter til Nobbis kyst og nød en fantastisk udsigt og til sidst på en aftensseeing med pingsviner, hvor vi ventede på at de skulle komme fra stranden til sandet og de var bare så små. Det havde jeg ikke forventet.

Vi forlader Melbourne og dermed også Australien i aften, og for vores vedkommende bliver det godt at forlade Melbourne, fordi vi synes at vi har set rigeligt og at det er på tide at komme videre - men for mit vedkommende kan det måske være underligt at skulle forlade netop Australien lige nu, hvor jeg er ved at vænne mig til det hele. Nogle gange føles det som om jeg skal være her i et stykke tid, men 7 og halv uger er også meget. Jeg kunne godt forestille mig at vende tilbage engang, og opleve lidt mere, især på det vestlige egn og måske lidt rundtomkring. Måske kommer der et andet indlæg om Australien senere, hvis tiden er til det mens jeg forsat er på ferie.

En af dagens oplevelser....

Lige en sjov en..

Hvordan kan vi overskue alt de chokolader?!?!

Fejl af dagene

Jeg ved ikke om det er normalt, at man rent faktisk har taget fejl af datoerne med hensyn til hjemkomsten fra vores ferie. Vi har hele tiden sagt til andre, at vi er hjemme i Danmark igen onsdag den 21. marts, og da vi i dag tjekkede flybilletterne for at bruge informationerne til et eller andet, så opdagede vi at det blot var afgangen fra Sydney. Det betyder at vi først er hjemme i Danmark torsdag den 22. marts, en dag senere end vi havde regnet med.

Så er det jo meget godt at vi ikke skal arbejde den dag eller lignende. Men tror vi fremover skal være bedre til at tjekke efter nogle vigtige datoer eller afgangstider. Men et eller andet sted i os må have ønsket at kunne blive længere end 21. marts, og så får vi en dag ekstra.

En afslappende søndag

Nu har vi været i Melbourne i tre dage og har efterhånden set det meste, som vi ville, så derfor har vi haft en rolig dag, hvor der ikke skete det vilde. Vi har været en tur i St. Kilda, syd for Melbourne, en rigtig hyggelig by og der er en lille strand. Vi havde læst at der er marked om søndagen, mange forskellige steder i Melbourne og valget blev St. Kilda, da et marked i centrum kan være for meget eller forsynet med varer, vi tidligere har set ved andre markeder. Da vi så ankom til Kilda, var der ikke et søndagsmarked, men en festival der afholdes en gang årligt, og denne er en vigtig og social begivenhed, som er gratis for alle (undtagen mad, drikkelse og alle ting, man køber), og der var et par forskellige kørende cirkus, boder, live musik og stemningen var i top, og der var så mange mennesker.
Vi var der i et par timer og fik da set St. Kilda - men på andre måder, som måske havde taget det halve af Melbournes borgere med. De fleste sporvogne var popfyldte, at vi et par gange måtte vente til den næste og finde ud af alternative måder at tage ruter hjem til hotellet igen, fordi pga. festivalen er der lukket nogle af ruterne.

Vi skulle også vaske vores tøj i hotellet og da vi ikke har flere australske dollars tilbage, og vi spurgte hotellet om de kunne tage imod vores mastercard, men nej det skulle være mønter for at vaske tøj. Nåmen, så endte det med at vi besluttede os for at vente til på onsdag, når vi er i Fiji, så kan vi vaske tøj der. Vi har efterhånden 4 hele poser, der skal vaskes, men vi nægter at hæve så LIDT penge, blot kun for at vaske tøj, og i oven i købet betale for hævegebyret. Det drejer jo kun om et ekstra par dage, og vi har forsat lidt tøj tilbage. Men der er den ulempe ved denne type tur, er at man lige skal overveje hvornår man kan vaske tøj, samt huske at gemme lidt mønter til vask. I vores tilfælde så er australske vaskemaskiner så store og nemme at betjene, men de tager KUN imod mønter. Kunne Australien ikke overveje nogle moderne og nye maskiner, som kan tage imod mastercard. Det ville være lækkert!
Og jeg hader at planlægge vasketid, men det kan være nødvendigt, for at have en tidsplan tilpassende med vejret, turens ruter, tøj og det hele.

Bananbrød - som jeg godt kan lide at spise

De fåes de fleste steder i Australien

VicDeaf

I sommers da vi lagde plan for vores ruter i Australien, havde vi 5 hele dage i Melbourne, og jeg tænkte at det kunne være sjovt at besøge nogle steder, der har noget med døve at gøre, og fik sendt mail ud til to steder. Begge har svaret tilbage, at jeg var mere end velkomne.

I går besøgte jeg og Mette ViCdeaf, det første sted, i East Melbourne, tæt ved Parlementet og Chinatown. VicDeaf er en 5 etagers bygning, hvor de første 4 etager er deres egne, og vi fik en ældre mand ved navn David, der kender vores egne Knud Søndergaard og Ole Faustrup. Han er selv meget engageret i sportsverden og arbejder indenfor hørekurverne og at sørge for at alting skulle være i orden. Det kan minde meget om DDI, men til en forskel, at vicDeaf har deres egne hørelokaler så de kan selv lave ørepropper og få taget høreprøver, så faktisk er det jo meget nemmere at kombinere med døvesporten samme bygning, så det ikke ender med kaos eller anskaffelse af hørekurverne hvis man gerne vil med til døvemesterskaber.
Der er en etage hvor der kun omhandler sport - en slags DDI - og så lokalt (ligesom fx. Døvania). De har et landsmesterskab i forskellige genre en gang om året. I Australien er det også sådan at interessen indenfor døvesporten ikke er så stor som før.
Ellers er stedet mere som et servicebureau, som arbejder på at informere døve om forskellige hjælpemidler og at kende til deres rettigheder, samt at henvende dem til de rette steder, at søge tolk og i forbindelse med at søge arbejde og den slags. David fortalte også at de har en ansat som sørger for at komme til to store huse som ligger ca. 20 km eller minutter fra Melbourne, og tjekker eller sørger for at dem, som bor i husene kan få lært at bo for sig selv, at lære handle ind, m.fl. Det minder meget om mit arbejde, og jeg ærgrede mig over at jeg ikke selv havde undersøgt mere på dette område hjemmefra, for så havde jeg gerne taget derud og evt. snakket med en af de ansatte om det pædagogiske arbejde i Australien og med døve.

Jeg er uddannet pædagog, men synes ikke efterhånden at det er nok. Jeg vil gerne videreuddanne mig - men er meget usikker på, hvad det skal være. Om det evt. skal være psykologien, jeg skal fokusere på. Jeg har altid interesseret mig for psykologien, men har bare ikke lyst til at arbejde i en klinik - men som min veninde sagde til mig, kan jeg jo bruge det til så meget andet, og evt. kombinere med mit nuværende arbejde, især med de unge, jeg har med at gøre.
Jeg har også brug for lidt inspiration - men har så ikke fået noget fra Vicdeaf. Det andet sted, som jeg skal besøge, er en college for døve, som kan besøges her. Jeg ved ikke om jeg får noget ud af besøget, men det er altid hyggeligt at besøge en skole i et andet land, og får indtryk af om undervisningen får på den samme måde som jeg har oplevet i Danmark.

Melbourne

Så er vi velankommet til Melbourne og indkvarteret i et hyggeligt Guesthouse som ligger i South Yarra. Da  vi kom til byen fra lufthavnen, skulle vi videre til Yarra med metroen, og da var vi bange for at vi havde bestilt et sted at bo langt fra byen, for det hader vi. Hellere være tæt på alt og have muligheden for at gå, end at være afhængig af transport. Men det skal vi nok ikke være så bange for, da det er et rigtigt hyggeligt kvarter og vi har her til aften gået en tur og kigget lidt, og allerede har vi set mange fede butikker som vi bestemt skal besøge i løbet af de næste 5 dage.

Og så har Alice Springs lufthavn valgt at smide min baggage rundt i Australien, for da jeg landede i Melbourne, var min rygsæk ikke kommet og jeg søgte information om det, og det viste sig at den var kommet hen til Perth i stedet.
De vil så returnere den til Melbourne og jeg skulle have den igen i morgen tidligt, men vi må se, for jeg kan ikke tro at det kan ske så hurtigt. Heldigvis har vi så meget tøj der skal vaskes, og som i øvrigt lå i andre rygsække, så det bliver intet problem for mig ikke at have min rygsæk de næste par dage men vil meget gerne have den tilbage, inden vi skal videre til Fiji.

Den sidste destination i Australien

Så er vi i lufthavnen i Alice Springs og venter på at komme med flyveren mod Melbourne - og dermed vores sidste desination i vores Australienstur. Vi har været rundt omkring i 7 uger, så 5 dage i Melbourne bliver nok bare nogle afslappende dage, hvor vi går rundt og hygger os inden Fiji kalder på os.

De sidste 9 dage har været fantastiske, men også hårde. Vi har været hele tiden på, været rundt mennesker hele tiden og oplevet/set en masse samt gået en masse, at vi lige nu er mætte af mennesker og måske også en smule af at skulle opleve noget hele tiden. I går, på den sidste dag af turen, gik vores kamera kaput og vi skal lige finde ud af om den kan reddes eller ej, men derfor er der ingen billeder med i denne omgang. Vi har heldigvis også taget vores store kamera med, men den er ikke brugt på turen, så det skal vi gøre fra nu af. Her i outback, helt ude i centralt Australien er det virkelig ørkenet, at jeg selv er overrasket, selv om jeg havde læst og hørt om det, men dog blev det ligesom et aha-oplevelse, for jeg havde nok forventet at se flere mindre byer mellem Darwin og Alice Springs, der er på 1500 kms afstand. Men der er i stedet 3 - 4 meget mindre byer, hvor der sker intet og så er resten bare så ørkenet med masser af flotte sten og rødt/brunt over det hele, med træer til. Det er bestemt helt anderledes i forhold til de 5 uger, vi var i østkysten, med mange flotte strande, paradis, hvor der altid var nogle byer eller tankstationer, for en sags skyld. Derfor er jeg så glad for at vi valgte at være med på en 9 dages guidet tur, i stedet for at køre selv, og hvis vi havde gjort det, ville det nok blive vores død og vi ikke ville have fået de samme oplevelser på turen, da guiderne ved hvor vi kan få de mest fantastiske vandreture eller naturlige udsigter.
Det var så fugtigt i Darwin, at vi aldrig troede at vi kom ud af det - så faktisk hellere den voldsomme varme  i centralt Australien, i forhold til den klamme og fugtige nordlige Australien. Vi har været i det centrale Australien ca. 5 dage, og jeg synes ikke at vi har oplevet det VILDE varme vejr - som vi ellers hører om, men vi har også været heldige at det har været en smule mindre varmt end det normalt plejer at være. På denne tur har vi aldrig været ude og gå fra kl. 11 til 15, for ellers ville vi nok være ekstremt trætte af det varme vejr. Enten skulle vi starte vores vandreture fra kl. 7.30 eller efter kl. 15, og to gange har vi måttet vågne så tidligt op pga det. En gang kl. 4, bare fordi vi også skulle nå en solopgang, inden vi skulle gå rundt på den 10,6 km lange Ayers Rock, som i øvrigt var fed at gå rundt i, men selve oplevelsen var ikke det bedste på turen. Det er det, hvad jeg tit har hørt om Australien - det er jo landets stolthed, og jeg har altid vidst at når jeg kom til Australien, så skal Ayers Rock besøges - så derfor var det et naturligt sted at besøge, men en af de mest fantastiske ved denne tur, var da det regnede helt vildt da vi svømmede i et lille vandfald, eller da vi vandrede i næsten 4 timer på sølle 6 km på Kings Canyon, eller at se kænguruer hoppe i det fri, uden at se dem i en zoologisk have, og så må vi ikke glemme at vi også sov ude i det fri, under stjernerne.

billeder fra 21/1 til

De sidste billeder af vores tur på østkysten i Australien.

Min madras blev syg med den pukkelrygge

Vi er efterhånden blevet fine venner med dem her

Så blev vores telt smidt ud - snøft - før i tiden! 

Os to med vores guide "vildmanden" efter riverrafting i Tully 

Et eller andet underligt træ i Daintree Rainfores

Mette klar under vandet og se koralerne ude i Great Barrier Reef - afgang fra Port Douglas

Usigten på Captain Cook Highway - mellem Port Douglas og Cairns

Australians Day d. 26/1

Australiere holder virkelig australiens dag - og det er en helligdag!

Australske pies :) 

Lagoon i Cairns - lækkert

Togturen fra Kuranda til Cairns

Et vandfald på togturen 

Vores sidste dag i Cairns - og med alt for mange ting.. suk, hvad gør vi?

Lige nu er vi i Cairns Lufthavnen og skal om lidt flyve til Darwin, og i morgen er vi med på en 9dages tur. Det glæder vi os til. 

Remora

For tre dage siden var vi ude på Great Barrier Reef - det store koralrev som trækker sig over 2.000 km i vandet, som kan opleves i vandet ved kysten ved Queensland. Vi valgte at tage på en kort tur med et speedbåd for vi orkede ikke at have en heldags tur igen med et langsomt skib, som bare sejlede langsomt. Så hellere speedbåd som alligevel sejlede ad den samme vej ud over til koralrevene.

Vi havde en og halv time til at snorkle og beundre forskellige fisk og koralrevene i vandet, og da jeg var færdig og skulle svømme mod båden, blev jeg forskrækket. Jeg så nemlig denne her remora og i dette øjeblik, jeg så en remora, tænkte jeg nærmest kun på hajer og var usikker på om jeg skulle svømme hurtigere eller langsommere mod båden. Og da jeg nærmede mig, var der hele tre remoraer rundt omkring - og jeg tænkte kun på at komme op i båden.

Måske overdrev jeg - men hvad hvis der var en haj. Hvordan fanden skal man reagere. Jeg kan umuligt være stille og forholde mig roligt under vandet, når jeg er vant til trygge og ufarlige omgivelser i Danmark. Jeg følte at denne her remora var en mini-haj og var drønhurtig til at se en STOR haj for mig. Hæslig følelse, men alt andet under vandet var smukt og det var fantastisk at se alle forskellige fisk samt koralrevene.

Find Holger...